Venstre skifter frontfigur
Palle Svendsen genopstiller ikke som spidskandidat for Venstre ved valget i 2017.
POLITIK: På Venstres gruppemøde lørdag den 31. januar meddelte Palle Svendsen, at han ikke genopstiller som spidskandidat til Kommunalvalget 2017.
Han begrunder sin beslutning med, at de mål han havde stillet sig før valget, for de flestes vedkommende er nået - blandt andet en solid økonomi og gode vilkår for erhvervslivet.
Med Palle Svendsen som spidskandidat nåede Venstre et stærkt resultat ved det seneste valg, hvor partiet fik tæt på en tredjedel af stemmerne og øgede mandattallet fra seks til ti, hvilket skabte en væsentlig del af grundlaget for Flemming Christensens borgmesterpost.
Til gengæld er netop borgmesterposten et af de erklærede mål, som Palle Svendsen og Venstre ikke fik opfyldt, men til gengæld glæder man sig over den væsentlige indflydelse, som det gode valg sikrede.
At Palle Svendsen ikke er spidskandidat til næste valg betyder ikke, at han forlader byrådet. Her vil han fortsætte arbejdet, men Venstre åbner mulighed for ændringer i den nuværende ledelsesstruktur i gruppen, når en ny spidskandidat er fundet.
- På den kommende generalforsamling den 26. februar vil jeg anbefale medlemmerne, at der afholdes et opstillingsmøde i løbet af foråret 2015, oplyser Henning Bjørn Christiansen, der er formand for Venstre i Køge.
mr