Konfirmanderne indtog Zophie & Oliver
Tøjforretningen stod klar med inspiration til konfirmanderne og deres forældre ved sit store modeshow i denne uge.
MODESHOW: En flok cool og velklædte drenge indtog forretningslokalerne hos Zophie & Oliver i Jernbanegade i Køge med stil onsdag aften i denne uge, da Zophie & Oliver holdt sit traditionelle konfirmandmodeshow for drenge.
Tendensen er igen i år det pæne og klassiske, som den sorte blazer bedst repræsenterer. Men der må også gerne være et touch af ungdommelighed, og i sær farver som marineblå og koksgrå hitter rigtig meget i år, ifølge ejeren af Zophie & Oliver, Louise Thiesen Nielsen, som med modeshowet hvert år hjælper drengene og deres forældre med at finde det helt rigtige tøj til den store dag.
- Der findes to typer. Der er dem, der går efter det fuldt ud klassiske look med både skjorte, sort blazer og sorte gabardinebukser. Den anden type, som der faktisk er flest af, vælger at sammensætte blazeren og skjorten med et par lidt slidte jeans for et mere råt look, fortalte hun til Lørdags-Avisen forrige uge, og der var masser af inspiration at finde for begge typer ved modeshowet i denne uge.
Efter showet havde gæsterne mulighed for selv at prøve tøjet på, og festleverandør 'Kok Med Kul På' stod klar med smagsprøver og eksempler på elementer til en konfirmationsmenu.