Vigtige volley sejre
Lørdag spillede herre 1. division fra Nordenskov mod Hjerm IF i Helle Hallen.
Det blev en vigtig 3-1 sejr over rækkens nr. 8. Nordenskov lagde rigtig stærkt ud i første sæt og var foran hele vejen igennem sættet, som blev vundet med 25-21. De gode takter forsatte i andet sæt, som også blev vundet 25-21.
I tredje sæt kom Hjerm mere ind i kampen og førte det meste af sættet. Nordenskov lavede bl.a. for mange servefejl i dette sæt og fik ikke lagt et ordentligt pres på i angreb og blok. Nordenskov kom dog foran 24-23 i slutningen af sættet, og der var lagt op til en 3-0 sejr, men Hjerm hev stikket hjem og vandt 26-24. I fjerde sæt havde Nordenskov igen fuld fokus og fejlene fra 3. sæt blev rettet. Der var igen et stort pres i både serv og angreb. Sættet blev vundet så sikkert som 25-17.
"Det var dejligt at se spillerne tilbage på sporet efter en mental ”black out” i sidste weekend mod bundholdet VK 74 Aalborg," udtaler cheftræner Kevin Cook.
Nordenskov ligger fortsat på en 6. plads efter weekendens runde med fire point op til målet om en 4. plads, men der er svære kampe forude. Næste kamp den 21/2 er mod det ubesejrede tophold, ASV Århus. Nordenskov UIFs damer spillede søndag den 8/3 mod ØSVN i Helle Hallen og her kunne cheftræner Kevin Cook også glæde sig over en sejr sammen med damerne.
Kampen blev vundet 3-0 med sætcifrene 25-22, 25-23 og 25-18.