Fortsæt til indhold

Ny sportsforretning er på vej til midtbyen

Omkring den 1. april åbner en ny Intersport-butik på Helligkorsgade

Arkiv
Natalie Stratigos

Til påske kommer der et nyt sted at handle sportstøj, sko og andet sportsudstyr i Kolding.
Kæden Intersport åbner den første forretning i byen, og den kommer til at ligge på Helligkorsgade nummer 2.
Byggeriet er godt i gang, og man arbejder lige nu på at finde det rigtige personale til butikken, fortæller Carsten Kristensen, der er drifts- og indkøbsansvarlig for fem, snart seks, Intersport-butikker.

Topplacering på gågaden

Carsten Kristensen er tilfreds med forretningens beliggenhed og kalder den en topplacering på gågaden. Han har store forventninger til, at kunderne vil tage godt imod den nye forretning.
“Vi synes, der har manglet en Intersport-butik i Kolding. Der har været et hul på landkortet, synes jeg. Vi har et stærkt brand og et godt sortiment med eksklusive varer som Nike og Adidas, og vi håber, kunderne kan finde det, de står og mangler, hos os,” siger han.
Carsten Kristensen varsler gedigne åbningstilbud i forbindelse med åbningen til april.
Bag den nye forretning står koldingenseren Kurt Nielsen, der ejer seks andre Intersport-forretninger landet over.