Fortsæt til indhold

Europæiske toner i musikhuset

Der er musik fra flere europæiske lande på programmet, når Slesvigske Musikhus på Louisevej åbner dørene for koncerten den 22. februar kl. 16 ved Haderslev Musikforening

Arkiv
Arkiv

Musikken bliver spillet af tre musikere fra henholdsvis Sønderjyllands- og Aarhus Symfoniorkester.
Den ene er solofløjtenisten Thomas Jensen, der under en koncert i Haderslev i 2014 med symfoniorkestret, kunne glæde sig over, at han havde fået P2s musikpris for sin CD med fløjtekoncerter af Carl Nielsen og Jacpues Ibert.
Thomas Jensen har deltaget som solist ved internationale koncerter, og siden 1969 har han været tilknyttet Sønderjyllands Symfoniorkester, hvor han er solofløjtenist og lejlighedsvis optræder i rollen som dirigent.
Sammen med pianisten Frode Stengaard fra Aarhus Symfoniorkester har han også udgivet syv anmelderroste CDere. Frode Stengaard, der også er tilknyttet Det Jyske Musikkonservatorium, hvor han underviser, vil spille på flyglet ved koncerten i Haderslev, hvor også violinisten Michaela Oprea vil medvirke.
Michaela Oprea er født og opvokset i Rumænien. Hun havde allerede som 11-årig sin solistiske debut og har gennemført en række koncerter, inden hun i 1998 vandt en plads i Sønderjyllands Symfoniorkester, hvor hun flere gange har været solist og nu er leder af 2-violingruppen.
Ved koncerten i Haderslev er musikken skrevet af de franske komponister Mel Bonis og Lili Boulanger samt af Johannes Brahms fra Tyskland, den belgiske Eugéne Ysaye, østrigske Franz Schubert og den tjekkiske Bohuslav Martinu.
De franske komponister gør sig på hver sin måde bemærket. Mel Boris skrev over 300 værker og præsenteres ved koncerten med en suite for klaver, fløjte og violin. Lili Boulanger døde efter lang tids sygdom kun 24 år gammel i 1918. Forinden nåede hun at skrive flere værker for samme besætning. Det er et af disse stykker, der spilles ved koncerten i Haderslev.
Johannes Brahms er især kendt for sine symfonier, men her bliver der lejlighed til at høre et værk for klaver og violin og efterfølgende af Eugéne Ysaye. Koncertens to sidste værker er af Franz Schubert og Buhuslav Martinu.
Haderslev Musikforenings koncert er åben for alle. Der er billetsalg ved indgangen. Entréprisen er kr. 140,00. For studerende og skoleelever kr. 35,00.