Alsidig dame til Aabenraa Fysioterapi og Træning
Osteopat Yasmin Duisberg er ny i teamet hos Aabenraa Fysioterapi
Da tyske Yasmin Duisberg i 2008 tog på ferie i Sverige, anede hun ikke at denne ferie skulle vende op og ned på hendes liv. Nu seks år senere er hun gift, har to børn og startede d. 5. januar op som osteopat og fysioterapeut hos Aabenraa Fysioterapi & Træning på Industrivej 10 i Aabenraa.
Yasmin Duisberg begyndte at undersøge sine muligheder i Aabenraa i løbet af sommeren 2014, og endte med at sende en uopfordret ansøgning til Jette Ottosen hos Aabenraa Fysioterapi og træning, og pludselig var det hele på plads.
”En af de praktiserende fysioterapeuter i klinikfælleskabet skulle tilfældigvis på barsel, så de manglede én til at tage de klienter, og så passer min profil med osteopati rigtig godt sammen med de andre behandlere på stedet,” fortæller Yasmin Duisberg
Yasmin Duisberg brænder især for den osteopatiske behandlingsform, hvor man ser mennesket som en helhed og ikke behandler medicinsk, men tværtimod fremmer kroppens evne til at hele sig selv.
Yasmin snakker flydende dansk, og har også gået på sprogskole i Aabenraa, men indrømmer med et smil, at det hun har sværest ved er det bløde 'd'. Sin fritid bruger hun blandt andet som suppleant i skiklubben.