Fortsæt til indhold

30 senior-boliger i gammelt plejehjem

Fonden Due Brødre Kloster har tænkt meget over ombygningen på Kong Valdemarsvej

Arkiv
Arkiv

Fonden Due Brødre Kloster har overtaget det gamle Domsognets Plejehjem ved Kong Valdemarsvej og er nu i gang med at lave 50 plejeboliger laves om til 30 moderne senior-boliger. Ombygningen foregår efter en gennemtænkt plan og skal tage hensyn til de nye ønsker, som nutidens ældre har, forklarer fondens forstander Anders Dernoff Nielsen. Udgangspunktet er en undersøgelse fra Ældre Sagen, der viser, at seniorerne nu foretrækker praktiske boliger og bofællesskaber, men ikke ønsker noget, der minder om et plejehjem med lange gange og mindre rum. - Vi har efterspørgsel på selvstændige og praktiske lejligheder. Derfor skal det gamle plejehjem fra 1939 bygges helt om, så der bliver større lejligheder med egen indgang, køkken og bad. Konceptet i alle vore senior-boliger er, at beboerne kan vælge at deltage i fælles aktiviteter og have socialt samvær. Men man kan også være sig selv, når man ønsker det, forklarer fondsforstanderen.

Kørestole overalt

Den omfattende ombygning forestås af Skou Gruppen, som har en række underentreprenører til at udføre de forskellige håndværksmæssige opgaver med el, VVS, tag, murer, tømrer, maling Osv. Firmaets projektleder er Jesper Dagø. Ombygningen til 2- og 3-værelseslejligheder, beregnet for enlige og par, i de gamle bygninger kræver omhyggeligt arbejde, så de forskellige materiler passer nøjagtigt sammen og ikke arbejder hver sin vej. Eksemplevis har det også været nødvendigt at lave bedre lydisolering i etage-adskillelserne, forklarer han. I hovedbygningen skal der være en fællessal, og alle bygningerne indrettes til færdsel med kørestole.

Indvendigt kræver det store forandringer at lave de små gamle rum om til 2- og 3-værelses lejligheder.

Blodgildet i Roskilde

Due Brødre Kloster kan føre sin historie helt tilbage til 'Blodgildet i Roskilde' i 1157, hvor de tre kongeaspiranter Svend, Knud og Valdemar holdt forsoningsmøde. Men Svend havde planlagt et snigmord på sine to rivaler, og hans mænd havde held til at dræbe Knud, mens Valdemar undslap hårdt såret, hjulpet af trofaste venner. Ifølge overleveringen mødte han en due lige udenfor den store byvold - ved den nuværende Duebrødrevej. Herfra undslap han til Jylland sammen med brødrene Absalon, der blev biskop i Roskilde, og Esbern Snarre. De vandt slaget ved Grathe Hede, da Svends hær angreb. De Valdemar så blev enekonge huskede han duen og lod et hospital med dette navn opføre på stedet. Historien husker ham som Valdemar Den Store, efter at han sammen med Absalon havde slået venderne og erobret deres fæstning Arkona på Rügen. Senere flyttede Due Brødre Hospital til Stændertorvet i den røde bygning, hvor der tidligere var borgmesterkontor og nu er Turistbureau. Due Brødre Kloster ejer i dag lejlighederne i ejendommen på hjørnet af Bredgade og Allehelgensgade og på hjørnet af Sankt Ols Gade og Provstestræde. Med de nye boliger i Domsognets gamle plejehjem får institutionen i alt 107 ældre boliger, der er beregnet for beboere fra 50 år og opefter. tk