Fortsæt til indhold

Revyen er ikke nedringet men opringet

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

'Er man nedringet, bli"r man opringet.' Sådan lød en gammel vits en gang, fortæller revydirektør Leif Maibom, som dog ikke mener, at det er årsagen til, at Sønderborg Sommer Revy den 17. februar kan forvente kimende telefoner og optagne linier.
Men der er tradition for, at dagen hvor telefonbestillingen starter bliver virkelig travl. Og det gør den altså på tirsdag kl. 11.
Og hvad angår billetsalg adskiller Sønderborg Sommer Revy sig fra andre revyer og spillesteder. Hvis man ringer, er der nemlig dømt personlig betjening af en af revyens tre billetdamer: Lene Ebbesen, Anne Andresen og Johnna Maibom.
"Vi bliver jævnligt kontaktet af de store billetsalgsudbydere, der gerne vil sælge deres systemer til os," fortæller Leif Maibom.
"De lover os guld og grønne skove, forøget billetsalg til en billigere pris, fordi vi så kan fyre det meste af vore eget billetpersonalet. Til gengæld forsvinder den personlige kontakt, som vi og kunderne er så glade for, samtidig med at kunden lige får et billetgebyr på 20 kr. lagt oven i billetprisen. Så vi fortsætter på den gammeldags facon, hvor de, der vil, kan maile og klare det hele på nettet, mens de, der har behov for lidt personlig vejledning, får det af en af vore tre damer," lyder det fra revychefen.
I alt 20.500 billetter er til salg til dette års revy, og over 8.000 er allerede er solgt. Oprindeligt var det 20.000, men så henvendte Sønderborgs ældreråd sig og reserverede en hel ekstra forestilling. Den er blevet solgt via en speciel salgsdag, og billetterne blev revet væk, fortæller Leif Maibom.
Der er premiere den 30. maj og sidste spilledag den 25. juli. Der er tre forpremierer den 27., 28. og 29. maj, hvortil der sælges billetter til nedsat pris.
Nummeret til billettelefonen er 7442 8702 tirsdag til fredag mellem kl. 11 og 15. Online via revyens hjemmeside sommerrevy.dk eller direkte pr mail til billet@sommerrevy.dk.