"Jeg følte mig personligt ramt"
Kontroversiel facebook-opdatering bragte lokal DF’er i rampelyset
Da terroren ramte Danmark i sidste uge var der mange, der følte trang til at udtrykke vrede og frustration. En af dem var Aabenraas viceborgmester, Ejler Scütt fra Dansk Folkeparti, der på sin Facebookside skrev følgende:
“Terror i Danmark. Dødsstraf. Disse modbydelige terrorister forstår kun et sprog, nemlig mord og ødelæggelse. Derfor skal de med en særlov fuldstændig tilintetgøres med dødsstraf”.
Opdateringen vakte en del røre, og blev også omtalt i flere landsdækkende medier efterfølgende. Også partiledelsen i Dansk Folkeparti blev konfronteret med udtalelsen, og her var der ingen opbakning til viceborgmesteren. Blandt andet gruppeformand, Peter Skaarup, var ude og tage afstand fra udtalelsen, og understrege, at Dansk Folkepartik ikke har ændret mening omkring dødsstraf.
Ejler Schütt selv er overrasket over, hvor meget omtale hans opdatering har fået.
“Jeg vil ikke gøre det igen. Nu har jeg jo sagt min mening. Men når jeg skriver noget på Facebook, så har jeg altid tænkt mig om inden. Men jeg må da indrømme, at jeg ikke havde forventet en så stor reaktion. Jeg vil gerne understrege, at opdateringen jo ikke er et udtryk for mit partis holdning. Det er det, jeg synes inderst inde. Jeg blev ramt på min egen frygt med det, der skete. Jeg følte mig personlig ramt,” forklarer Ejler Schütt.