Varde Kommune sparer nu 276 ton CO2
Varde Kommunes udskiftning til LED-gadelys giver allerede nu gode resultater
Efter de første to runder vil Varde Kommune udlede 376 ton CO2 mindre end tidligere. Ét for ét er de traditionelle gadelys-armaturer blevet udskiftet i bl.a. Starup, Alslev og Varde. Dermed er de to første etaper af udskiftningen ved at være afsluttet, og Varde Kommune kan nu begynde at se de første gode resultater af arbejdet:
Hele 376 ton CO2 bliver sparet ved, at de traditionelle armaturer er blevet skiftet ud til fordel for nyere, bedre og mere energibesparende LED-versioner.
Udvalgsformand er glad
“Jeg er utrolig glad for, at vi allerede nu har nået de CO2-besparelser. Det er noget, som vi hele tiden taler om, og her har vi et konkret eksempel på, at vi har sparet til gavn for naturen, vores klima og at vi er godt på vej til, at nå nogle af de mål, som vi har sat os,” siger Preben Friis-Hauge (V), formand for udvalget for plan og teknik.
Udskiftningsarbejdet vil fortsætte i år, og forventes afsluttet i 2016. Det er også planen, at de mange private fællesveje skal inddrages i år, så hele Varde Kommune bliver grøn og energirigtig. Formanden for Plan og Teknik-udvalget håber, at Varde Kommunes store besparelse på CO2-regnskabet vil være til inspiration for andre i kommunen.
“Jeg håber, at det vil appellerer til vores borgere og erhvervsliv,” afslutter Preben Friis-Hauge (V), formand for udvalget for plan og teknik.
Hele projektet startede i 2012, og Varde Kommune vil have brugt ca. 50 millioner kroner på at skifte gadelyset ud, når projektet er færdigt.