Varde Badmintonklub er Årets Ungdomsklub
Varde Badmintonklub blev til eftermiddag kåret som Årets Ungdomsklub under DM i Frederiksberg Hallerne
Varde Badmintonklub blev lørdag kåret som Årets Ungdomsklub under DM i Frederiksberg Hallerne, da prisen for 18. gang blev uddelt.
Som traditionen foreskriver, bliver Årets Ungdomsklub kåret, hyldet og tildelt vandrepokalen samt en check på 5.000 kroner under senior-DM. Årets Ungdomsklub er prisen til en klub, som har gjort en helt enestående indsats med udviklingen af deres ungdomsafdeling, og som derudover er aktiv i Badminton Danmarks aktiviteter og fungerer som foregangsklub for andre badmintonklubber i området.
I år tilfalder denne ære Varde Badmintonklub. Klubben var i Frederiksberg Hallerne repræsenteret ved bl.a. formand Mikael Skov, der selvsagt sætter utrolig meget pris på anerkendelsen.
"Det betyder meget for os at have vundet. Det er først og fremmest et stort skulderklap til alle de frivillige, der har været med til at bringe klubben hen, hvor vi er i dag. Derudover er det rart for vores sponsorer og andre støtter at se effekten af deres bidrag til klubben. Forhåbentlig kan det være et godt rygstød til, at vi kan udvikle os yderligere. Vi håber også det kan give os en god mediedækning, så endnu flere får øjnene op for mulighederne inden for badminton," siger en glad, men også forventningsfuld Mikael Skov.
En ungdomsafdeling i udvikling
Varde Badmintonklub ændrede for nogle år siden organisationen for at samle kompetencerne inden for de enkelte områder.
Dette har været stærkt medvirkende til den store udvikling, klubben har gennemgået på ungdomssiden, hvor der er igangsat flere træningstiltag, blevet tilføjet flere træningstimer, fokuseret mere på træneruddannelse, udlånt trænere til naboklubber - og så har der været en tydelig udvikling at se blandt ungdomsspillerne i forhold til for fem år siden. Men det stopper ikke her. Varde Badmintonklub arbejder med flere nye ungdomsinitiativer, der skal fortsætte den positive udvikling for klubben.
"Vi skal til at implementere idrætstalentlinjer for overbygningen på skolerne i Varde. Og så har vi vores nye ordning i samarbejde med de lokale SFO'er, ”Smag på sport”, der måske også skal udvides til børnehaver. Og så får vi besøg af flere eksterne toptrænere til vores supertræning, der skal være med til at løfte træningen og vores egne trænere.
Denne supertræning har kunnet lade sig gøre via støtte fra Varde Kommunes Eliteidrætspulje," fortæller Varde-formanden, der understreger, at klubben både er ambitiøs og social. - Generelt er vi en social klub, og det er vigtigt for os, at alle føler sig velkommen, og at vi laver tiltag i klubben, som rammer bredt og er til glæde for alle.
Vores vision i klubben er, at ”vi er en klub for alle”. Denne vision har dog også betydet, at vi de sidste år har lavet tiltag for de ungdomsspillere, som kan og vil lidt mere. De skal også tilgodeses, siger Mikael Skov. Penge skal selvfølgelig gå til ungdommen.
Checken på 5.000 kroner, der følger med titlen som Årets Ungdomsklub, skal bruges på ungdomsspillerne i Varde Badmintonklub. Det garanterer formanden. Men de nærmere detaljer om, hvordan pengene skal bruges, kender han dog endnu ikke.
"Nu skal vi lige hjem med pengene i første omgang. Og så tager vi en dialog med vores ungdomstrænere og nogle af spillerne og beslutter os i fællesskab for et godt formål. Det kan være et socialt arrangement, en fællestur til et badminton-arrangement eller noget helt tredje. Sikkert er det i hvert fald, at pengene skal gå til noget ekstra for ungdommen," slutter Mikael Skov