Fortsæt til indhold

Mursten og mennesker

Arkiv
Af redaktør Torben Kristensen

MURSTEN ELLER MENNESKER, lød det store tema i diskussionen for 25 år siden i Roskilde. Daværende borgmester Henrik Christiansen var på det tidspunkt nået til den konklusion, at kommunen blev nødt til at involvere sig i- og starte en række større byggerier og projekter, der kunne give vækst både i økonomisk aktivitet og befolkningstallet.
Ellers ville byen blive fanget i en 'økonomisk klemme', hvor faldende tilskud fra staten og stagnerende skatte-indtægter ville føre til direkte tilbagegang for Roskilde.

DISKUSSIONEN FOREGIK
både i byrådet og i hans eget socialdemokratiske bagland, hvor flere mente, der skulle satses mere på at hjælpe socialt udsatte frem for at bruge penge på mursten og byggeprojekterne. Men borgmesteren fik nu stort flertal for sin politik med at ekspanderes Roskilde ud af den økonomiske klemme.
Resultatet blev en række store projekter, som vi slet ikke kunne forestille os at undvære i dag: En ny bydel med egen station i Trekroner, en udvidelse ved havnen med museums-øen, en ny busstation, Ro's Torv og indretning af nye gågader.

NÅR ROSKILDE HAR KLARET SIG GODT
siden og trods bank-krak er forholdsvis velstående og velfungerende, skyldes det ikke mindst et fundament, der blev skabt i disse år af et stort flertal i byrådet.
Oppositionens daværende leder Bjørn Dahl (V) var med i alle de vigtige beslutninger og havde stor indflydelse, så det var helt forståeligt, at han fortsatte den samme linje efter at være blevet borgmester i 2001.

HELE HISTORIEN
bag Roskildes nuværende gode position dukkede op i forbindelse med den udstilling, der er åbnet på rådhuset om de mange projekter, byen har gang i netop nu.
Selv om jeg til daglig følger de lokale nyheder meget tæt, blev jeg alligevel lidt overrasket over omfanget og alsidigheden i alle de vigtigste projekter:
Et nyt Stændertorv til 50 millioner kroner for at få mere liv til byens centrale plads.
Kystsikring med nye diger for 44 millioner ved Jyllinge og Roskilde Inderfjord.
En ny svømmehal med 50 m-bassin og wellness til 130 mio. ved siden af Roskilde Badet.
Store byggerier på Musicon med opførelsen af Danmarks Rockmuseum og Festivalens Højskole.
Sports- og Fritidscenter ved Kildegården og Møllehusvej med nye byggerier til bordtennis og spring-gymnastik.
Forskønnelse og fortætning af Sortebrødre Plads med nyt byggeri, derunder et p-hus.
Færdiggørelse af et udvidet Roskilde Museum med ny indgang fra et restaureret Rosenhavestræde.
Et nyt underjordisk formidlingscenter ved domkirken, så Roskilde i højere grad kan få glæde og langt større turist-indtægter af sit enestående UNESCO-monument.
BORGMESTER JOY MOGENSEN
og et solidt byrådsflertal har med afsæt i en bedre økonomi end for 25 år siden atter valgt en ekspansiv politik, for at Roskilde skal blive en af de byer, der kan klare sig godt i fremtiden.
Derfor investerer kommunen så massivt i nye projekter, som kan skabe ny vækst både befolkningsmæssigt og økonomisk. Så skulle der også blive råd til både kultur, sport, undervisning og en nødvendig social indsats.

ROSKILDES STØRSTE STYRKE
er dog indbyggerne, som med en stærk tradition for frivilligt arbejde – der ikke mindst er udviklet gennem mange års indsats på festivalen – er i stand til at sætte ekstra gang i deres by.
Modsætningen mellem byggerier og befolkningen er selvfølgelig lige så falsk i dag som for 25 år siden. Alle de nye faciliteter og bygninger kan skabe mere liv, men det sker nu kun med aktive mennesker. Derfor har vi fortsat brug for både:
MURSTEN OG MENNESKER