Ældre får klippekort til ekstra hjælp
Seniorudvalget har netop vedtaget ny klippekortsordning til svage ældre
De svageste hjemmehjælpsmodtagere i Kolding Kommune får nu ekstra tid med deres hjemmeplejer. Det har Seniorudvalget netop besluttet.
Fra juni 2015 bliver der indført en klippekortsordning til de svageste hjemmehjælpsmodtagere i Kolding Kommune. Konkret betyder det, at der er mulighed for 45 minutters ekstra hjælp om ugen, en hjælp som den ældre selv kan planlægge i samarbejde med hjemmehjælperen.
“Medbestemmelsen skulle gerne være med til at højne deres livskvalitet betydeligt, siger formanden for Seniorudvalget, Søren Rasmussen i en pressemeddelelse.
Ordningen træder i kraft den 1. juni. Den ekstra tid på klippekortet kan spares sammen til aktiviteter eller gøremål, der tager mere end de ugentlige 45 minutter. Så hvis der står en længere tur på ønskesedlen, kan der spares sammen, dog maksimalt op til fire en halv time. De ældre skal selv aftale afviklingen af klippene med hjemmehjælperne.
Eventuelle udgifter for hjemmehjælperen til transport, entre eller forplejning i forbindelse med aktiviteter skal betales af borgeren, og aktiviteterne skal som udgangspunkt foregår i almindelig hverdagstid fra kl 11 til kl. 17 på hverdage.