Gretelise Holm holder foredrag i Sdr. Bjert
Torsdag den 5. februar holder forfatterinden foredrag om sin bog
Gretelise Holm, forfatter til erindringsbogen ”Jesus, pengene og livet”, kommer til Sdr. Bjert torsdag den 5. februar, hvor hun holder foredrag i Mejeriet på Vesterløkke.
Dermed er hun tæt på barndommens land, for forfatteren og journalisten Gretelise Holm er blandt andet vokset op lige på den anden side af Skamling, i Vejstrup. Hun og hendes syv søskende havde en barndom under fattige kår, hvor vand og elektricitet ikke var en indendørs bekvemmelighed, hvor tørre tæsk var en del af hverdagen, og hvor skolegang ud over syvende klasse var noget, man skulle have lov til.
Journalistikkens verden
Hun tog de første skridt ind i journalistikkens verden på Kolding Folkeblad, inden hun som ganske ung tog til København, hvor hun blev en meget respekteret journalist på blandt andet Politiken og Berlingske. Siden 90'erne har hun blandt andet været forfatter af kriminalromanerne om journalisten Karin Sommer.
I 2012 kom hendes erindringsbog ”Jesus, pengene og livet”, og med udgangspunkt i sine erindringer holder hun foredrag i Sdr. Bjert. Det er Husholdningsforeningen for Sdr. Bjert og Sdr. Stenderup og menighedsrådet ved Sdr. Bjert Kirke, der er gået sammen om arrangementet.