Borgermøde om flygtningeboliger
SOLRØD: Torsdag den 26. februar afholder Solrød kommune et informationsmøde hvor alle interesserede kan komme og høre om byrådets strategi vedrørende midlertidige flygtningeboliger i kommunen.
Som et led i KL's aftale med regeringen skal Solrød Kommune i 2015 modtage mindst 50 nye flygtninge og deres familier, og for at kunne løse denne opgave bedst muligt har byrådet vedtaget en strategi for boligplacering af flygtninge.
På mødet kan man blandt andet høre om tankerne bag strategien.
Byrådet har ønsket at sikre en stor boligmæssig spredning af de nye borgere for på den måde at skabe de bedst mulige rammer for integrationsindsatsen. Det har betydet, at byrådet foreløbig har købt 2 lejligheder/huse i kommunen og også vil bruge tomme kommunale bygninger til indplacering af de nye borgere.
Andre temaer på mødet bliver bl.a. fakta omkring boligplaceringen af de nye borgere, Solrød Kommunes integrationsindsats og hvordan man som frivillig kan støtte op om integrationsarbejdet.
Informationsmødet holdes kl. 18.00-19.30 i kantinen på Solrød Rådhus, og alle er velkomne.
pm