Dyr kulfiber-båd vil vække opsigt
En unik kulfiber-båd vil uden tvivl blive et af de store trækplastre på Fredericia Boat Show, som åbner den 27. februar. Der er tale om en Madagascar metallic orange fuldblods racer/cruiser ved navn Carbon 40.
Det er første gang, at sejleren og ildsjælen bag projektet, Jann Klausen, præsenterer sin over tre millioner kroner dyre kulfiber-båd for den brede offentlighed.
Den imponerende finish omfatter blandt andet 38 lag kulfiber i den lette og stive opbygning, som er med til at give en totalvægt på blot 5,5 ton.
Carbon 40 er monteret med kulfiber sejl fra Quantum, en 20 meter høj kulfibermast og med teakdæk. I kahytten er der ståhøjde på 1,90 meter, og apteringen er med nøddetræ, som har fået 15 lag lak.
"Vi glæder os til at høre publikums respons, og samtidig får vi lejlighed til at sondere markedet og få en fornemmelse af, hvad potentialet er for en båd som Carbon 40," bemærker Jann Klausen.
Hvis en dansk eller nordtysk liebhaver skulle lægge en bestilling på en ny Carbon 40, så er der cirka halvandet års leveringstid. Der er nemlig ikke gået på kompromis med noget som helst i båden, som imponerede i Sjælland Rundt og har fået flotte anmeldelser i bådpressen.
Fredericia Boat Show finder sted den 27. februar-1. marts og 5.-8. marts. Se mere på www.boatshow.dk