Esbjerg Rockfestival med flere nyheder
En bar udformet som en boreplatform er nyt tiltag til årets festival
Det er ikke sølvbryllup og det er ikke 25. års jubilæum. Men det er 25. gang, og det bliver kæmpe stort.
Jo, Esbjerg Rockfestival er ved at have smidt godt med musikalsk brænde i ovnen, og alt tyder på, at sommerens Rockfestival, der finder sted 29. og 30. maj i Vognsbølparken, bliver en af de absolut største og fedeste af slagsen.
Gigantiske Def Leppard er allerede blevet offentliggjort, ligesom Mike + The Mechanics, Gnags og andre er, og i sidste uge præsenterede arrangørerne så et nyt navn på hovedscenen. Det bliver The Sandmen, der lige nu oplever lidt af en 'revival', mens man i 90'er skoven - eller 90's Joyride - kan opleve navne som Cut'n'Move, Cargo, Dr. Bombay, Hit'n'Hide og MC Einar. En anden nyhed er, at Radiovært Morten Resen overtager konferencier-depechen fra Jørgen de Mylius, men Morten Resen vil få en mere værts-agtig rolle, lover arrangørerne. Selvsamme Morten Resen kan man også opleve i Eldorado teltet, hvor han vil give den som DJ sammen med blandt andre kommentator Thomas Kristensen og Hammerslag vært Christian Degn.
Platform som kendemærke
Jo, der er uden tvivl masser at glæde sig til, og selv om der faktisk kommer endnu flere gæster fra andre steder i landet end fra Esbjerg, så ønsker arrangørerne i år at cementere endnu kraftigere, at det er i Esbjerg, man holder rockfest.
Det sker gennem et nyt tiltag, hvor man - i samarbejde med stilladsfirmaet Service Group Esbjerg - bygger en temabar med navnet “Rock-feltet”. Det bliver intet mindre end en tro kopi af en boreplatform, som bliver ti meter høj og med to niveauer, hvor der serveres kolde fadbamser og andet godt til ganen. Et projekt, som indehaver af Service Group Esbjerg Henning Gejl glæder sig til at være en del af:
“Forhåbentlig kan vi lykkes med idéen. Vi har snakket frem og tilbage om det flere gange, og vi synes selv, det er en sjov idé,” siger Henning Gejl, hvilket arrangører Søren Højberg er helt enig i:
“Det viser bare, hvad man kan, når man arbejder sammen. Vi regner med, at”Rock-feltet” måske med tiden kan blive vores vartegn. Vi er rigtig glade for at have fået flere samarbejdspartnere gennem tiden, for med den størrelse og de visioner, som vi har, så kan vi ikke længere løfte det hele selv. Tænk også på, at vi ingen støtte for til at lave festivalen, ligesom mange andre gør. Derfor har vi brug for, og er glade for, den opbakning, som vi oplever. Sammen kan vi skabe den fedeste Rock Festival i Danmark,” siger Søren Højberg, der også glæder sig over, at man har indgået et samarbejde med Rybners Tekniske Skole, der gastronomisk kommer til at glæde gæsterne i “Rybners RockRestaurant”.