Vi har støvlerne på
Roskildes brandmænd udvikler nyt sikkerhedsudstyr sammen med Hedehusene-virksomhed
- Vi har jo støvlerne på og kan sige, om de fungerer, når man skal bruge dem under en brandslukning, der både kan være farlig og vare i mange timer. Sådan forklarer John Christensen, der er beredskabsinspektør i Roskilde Brandvæsen og sammen med virsomheden Bjerregaard Sikkerhed A/S i Hedelhusene er med til at udvikle nyt udstyr til deres krævende arbejde. Støvlerne fremstilles hos den store spanske virksomhed FAL til brandkorps over hele Europa, men virksomheden udvikler dem i direkte samarbejde med kommende brugere for at være sikre på, at de kan fungere. Derfor har John Christensen netop besøgt den spanske virksomhed sammen med en repræsentant fra virksomheden i Hedehusene for at komme med deres forslag. - Vi har set kolleger komme galt af sted, hvis støvler og andet materiel ikke kan klare den høje varme, når der arbejdes med brandslukning i mange timer. De skal kunne klare både strålevarme, kemikalier og selvfølgelig også søm og skærestøv, forklarer John Christensen. - I Spanien går brandfolkene i deres støvler dagen lang, så de har helt styr på komforten. Nu har vi været med til at få lavet støvler, der svarer til vores behov, blandt andet har vi lidt større og bredere fødder her i Norden, så det skal der også tages hensyn til. - Når vi ikke går rundt med støvlerne på hele tiden, skal de også være nemme at få hurtigt på. Når først alarmen lyder, er der jo ikke tid til at fjumre med det, fortæller John Christensen.