Fortsæt til indhold

Vil Bent og V være med

Spændende forslag om flere penge til idrætten, mener Daniel Prehn (S)

Arkiv
Arkiv

- Når Bent Jørgensen og Venstre nu i Roskilde Avis foreslår at bruge flere penge på idrætten i 2016 med ekstra elite-støtte til håndbolden, lyder det meget spændende. - Jeg er altid positiv overfor tiltag, som kan gøre vores gode idrætskommune endnu stærkere, siger Socialdemokraternes unge medlem af Kultur- og Idrætsudvalget, Daniel Prehn. - Men samtidig er det for mig en betingelse, at disse penge ikke må tages fra bredde-idrætten. Derfor ville det have været endnu mere spændende, hvis Bent Jørgensen kan komme med et forslag om finansiering på ansvarlig vis. Det er ikke nok at sige, at så må man bare spare et eller andet sted, for det vil jo altid ramme nogle andre. - Samtidig synes jeg også, vi skal vurdere, om alle pengene bruges bedst på elitesports-aftalerne. Eller om talentpuljen, hvor kun 40 procent af de ansøgte penge blev givet, måske skulle have del i pengene. Den diskussion, synes jeg, vi skal tage, hvis pengene findes. - Når Bent Jørgensen som leder for Venstre i Roskilde Byråd nu kommer med forslaget om ekstra penge til håndbolden til næste års budget, opfatter jeg det som et positivt signal om at være med til at skaffe pengene. - Så må det være slut med den dårlige undskyldning for ikke at være med i år, fordi flertallet ville lægge den nye svømmehal ved Roskilde Badet og ikke ved Trekroner, forklarer Daniel Prehn. tk