Fortsæt til indhold

Overvægtige kæledyr skal på kur

Herfølge Dyreklinik tilbyder hjælp til kæledyr med for meget på sidebenene.

Arkiv
Af Louise Lindblad

KÆLEDYR: - Mange danskere er ekstra opmærksomme på motion og sundhed her i månederne efter julebordenes glæder, men faktisk burde vi være lige så opmærksomme på vores firbenede venners sundhed og vægt.
Sådan lyder budskabet fra fagdyrlæge Mie Løje fra Herfølge Dyreklinik, som er specialiseret i ernæring og slankevejledning til overvægtige katte og hunde.
- En overvægtig hund eller kat har nedsat livskvalitet, og de risikerer at få en række følgesygdomme, der kan forkorte deres levetid - heriblandt sukkersyge og problemer med luftveje og led, pointerer Mie Løje.
Op mod 30 procent af alle danske hunde og katte lider af overvægt. Mie Løje fortæller, at kæledyr kan opnå et vægttab ved at erstatte det sædvanlige foder med et foder med lavt kalorieindhold og ved at skære ned på de små, kaloriefyldte godbidder.
- De fleste kæledyrsejere tager det heldigvis humoristisk, når vi fortæller, at deres hund eller kat er blevet for tyk, og folk joker med, om de kan komme med på kuren, tilføjer hun med et smil.

Niårig blev som en hvalp igen

Mie Løje understreger desuden, at der ikke er nogen tvivl om, at dyrene selv kan mærke, når de bliver nogle kilo lettere:
- En af vores slankepatienter var en labrador på næsten ni år. Den skulle tabe sig over ti kilo for at komme ned på sin idealvægt. Det er lykkes, og ejeren fortæller, at det er som om, familien har fået deres hvalp tilbage, og det er jo skønt at være vidne til.
Udover fodervejledning tilbyder Herfølge Dyreklinik konsultationer i løbet af vægttabet og før- og efterfotos. Herudover vil kæledyr og ejer blive inviteret til specielle slankeaktiviteter og i slankeklub, hvor man kan få inspiration til sunde og sjove måder at være sammen med sit kæledyr på.
- Vi mennesker er gode til at arbejde med vores egen vægt og sundhed. Det er vigtigt, at vi også tager hånd om vores hunde og katte, så vi får et aktivt og humørfyldt samvær med dem i mange år, slutter Mie Løje.