Fortsæt til indhold

Cykelstier til 16,7 millioner kan være på vej til Kolding

Kommunen søger om penge til to nye cykelstier i Trekantområdet

Arkiv
Natalie Stratigos

Borgerne skal have bedre muligheder for at cykle på tværs af byerne i Trekantområdet. Det er i hvert fald et af målene med den fælles kommuneplan. Derfor vil Kolding Kommune søge om støtte fra den statslige supercykelstipulje til at lave to nye cykelstier til en samlet pris på 16,7 millioner kroner.
Den ene og største cykelsti skal efter planen gå fra Nr. Bjert til kommunegrænsen ved Gudsø mod Fredericia. Cykelstien skal være 3,3 kilometer lang og dobbeltrettet med en bro over Gudsø mølleå.
Den anden cykelsti skal være 340 meter og dobbeltrettetmellem Lunderskov og kommunegrænsen mod Vejen.
Den længste cykelsti vurderes til at koste 15 millioner kroner, mens cykelstien mellem Lunderskov og Vejen vurderes til en pris på 1,7 millioner kroner.

Et farligt område

Formand for teknikudvalget, Knud Erik Langhoff (K), mener, at særligt strækningen mellem Kolding og Fredericia vil gøre en stor forskel for borgerne.
“Der er et stort boligområde i Eltang, men området er ikke hyggeligt som det er i dag. Det er trafikeret og terrænet er kuperet, og de to ting gør det farligt. Vi skal tilbyde, at borgerne kan cykle sikkert mellem byerne,” siger han.
Statens supercykelstipulje kan give op til 40 procent i økonomisk støtte til projektet. De resterende 60 procent skal kommunerne selv betale.
Kommunen forventer svar på ansøgningen om støtte til foråret, hvorefter der skal tages stilling til egenbetalingen, der lyder på 10 millioner kroner. Pengene skal sættes af på 2016-budgettet for kommunen.

Gode chancer

Udvalgsformand Knud Erik Langhoff håber, at projektet kan føres ud i livet og spår gode chancer.
“Der er tradition for, at vi får de midler, vi har søgt, så det håber jeg selvfølgelig på,” siger han.
Såfremt kommunen bevilges penge fra supercykelstipuljen og selv kan finde de resterende midler, vurderer Knud Erik Langhoff, at fremtidsudsigterne for cykelstierne er mellem halvandet til to år.
Området er ikke hyggeligt i dag. Det er trafikeret og farligt. Vi skal tilbyde, at borgerne kan cykle sikkert
Knud Erik Langhoff (K), formand for teknikudvalget