Judo i verdensklasse i DGI-Huset i Vejle
Vejle Judo Klub er lørdag og søndag vært for det internationale stævne Matsumae Cup, som er et af årets mest betydningsfulde judo-stævner i Danmark. Du kan opleve judo i verdensklasse og fint besøg fra Japan, når omkring 300 judokæmpere mødes på måtterne i DGI huset i Vejle.
Matsumae Cup er et samarbejde mellem Japans største universitet, Tokai University, Judo Danmark, Vejle Judo Klub og Vejle Kommune. Stævnet er opkaldt efter stifteren af Tokai University, Shigeyoshi Matsumae (1901-1991), der var en hyppig gæst i Danmark og grundlagde universitetet på Grundvigs tanker og principper om undervisning og læring.
”Vi får besøg af en masse spændende internationale judo folk. En stor gruppe fra Tokai University i Japan, en gruppe fra Bath University i England, Polen, Portugal, Skotland og naturligvis en masse dygtige judo folk fra landene omkring os. I alt deltager der omkring 300,” fortæller Knud Erik Hansen fra Vejle Judo Klub.
Størstedelen af den danske judo-elite stiller op, og glæder sig til at prøve kræfter med specielt de japanske gæster.
”De japanske judo atleter er overordnet verdens bedste, og de plejer at tage godt for sig af medaljer og pokaler, når de er i Danmark,” sigerKnud Erik Hansen.
Bekendtskabet med Tokai University har bidraget godt til, at den japanske ambassadør Suei og kulturattache Urabe deltager den officielle åbningsceremoni lørdag den 14. februar klokken 13.
”Alle interesserede er hermed inviteret i DGI-Huset i weekenden. Entreen er gratis, og vi vil gerne have rigtig mange til at heppe på vores lokale deltagere," siger Jan Gravesen, der er formand for Vejle Judo Klub.