Fortsæt til indhold

Køber lyset tilbage af Dong

Arkiv
Anette Gundlach

Roskilde Kommune køber gadebelysningen, der består af 1.700 lygtepæle og kablerne, som forbinder dem, tilbage fra Dong for at spare penge. Pælene står i Svogerslev, Veddelev, Vindinge, Vor Frue og en del af Roskilde.
Med købet regner man med at kunne spare udgifter på lyset i gaderne, som hvert år koster 20 millioner kroner i drift og vedligeholdelse, forklarer park og vej chef Ivan Hyllested.
Lygtepælene i områderne er gamle og forældede, og en del af dem består stadig af træ. Derfor skal de i den kommende tid erstattes af nye og mere moderne.
Da nye kabler allerede er lagt i jorden, er det kun selve pælene og armaturerne, der skal skiftes ud. Armaturerne bliver skiftet ud med nye energibesparende LED-lyskilder.

Fælles lysopgave

Opgaven med moderniseringen af vejbelysningsanlægget er netop sendt i udbud sammen med lignende opgaver fra Frederikssund Kommune, Ballerup Kommune og Furesø Kommune.
Ivan Hyllested forklarer, at kommunerne samarbejder for at spare penge og for at gøre opgaven attraktiv for flere virksomheder.

Gundsø og Ramsø

Om et par år er det lygtepælene i de tidligere Ramsø og Gundsø kommuner, der står for tur.
Her regner Ivan Hyllested også med, at kommunen køber pælene af Dong, der tidligere havde monopol på denne opgave.
Om cirka fem år er det muligt for kommunen at købe lygtepælene tilbage i selve Roskilde by. Der i dette tilfælde går fra Holbækvej ved Vestvejen til Københavnsvej ved Præstemarksvej og fra Køgevej ved Motorvejen til Frederiksborgvej ved Baldersvej.
I dag er det Seas-nve, der står for dem.

ag@roskildeavis.dk