Innovativ klaverundervisning
Næste portræt i rækken af Haderslev Kommunes musikundervisere er Christian Bennedsen
Portræt Christian Bennedsen er uddannet fra Syddansk Musikkonservatorium og har været tilknyttet Haderslev Musikskole som klaverlærer siden 1991. Inspireret af klaverundervisningen har Christian bl.a. udgivet nodeserien “Spil Klaver”, som flittigt bruges på landets musikskoler. Udgangspunktet for alle hans udgivelser er sammenspil.
Derudover laver Christian workshops i hele landet, hvor han samler op til 30 klaverelever til en sammenspilsdag, som eleverne hver især har øvet op til. Disse workshops kræver megen nodeforberedelse og planlægning, da der ofte er stor alders - og niveaumæssig spredning på holdene.
Grundlæggende fungerer projektet som orkestersammenspil, og formålet er da også at give eleverne et perspektiv på, hvad det vil sige at spille i et stort orkester. Succesen fra Christians workshops har ført ham rundt i Norden, hvor han har givet kurser i klaversammenspil.
I forlængelse af disse sammenspilsprojekter udviklede musikskolen for nogle år tilbage et koncept ved navn Klaverlaboratorium, som primært bruges til begynderundervisning og som bifag på Talentlinien. Christian ser mange muligheder i holdundervisningen, og det er generelt tydeligt, at eleverne er glade for at gå på hold og få mulighed for at udtrykke sig sammen med andre. “For en ung elev kan det være lidt overvældende at sidde overfor en lærer i 25 minutter, så der er nogle muligheder i denne form for holdundervisning.”
Tilpasser hver enkelt elev
På nogle af holdene er der en stor aldersspredning, så Christian laver materiale, der er tilpasset de enkelte elever rent niveaumæssigt. Det er vigtigt for ham, at alle har en god oplevelse af undervisningen, og derfor lægges der også stor vægt på sværhedsgraden af noderne.
Mange elever starter med Klaverlaboratoriet og fortsætter derefter med soloundervisning, så på den måde er holdet et godt springbræt til at fortsætte videre i musikskolen.
"Det er ikke kun min opgave at lære eleverne at spille. Det er også, at lade dem se ud i horisonten og se, hvad der findes af muligheder inden for musik."
Selvom Christian er klassisk skolet musikpædagog, kan han lide at udfordre eleverne rent genremæssigt. “Der findes så meget god musik, som eleverne måske ikke lige falder over. Det handler jo generelt om at finde de rette indfaldsvinkler og stilarter, der kan have en interesse for den enkelte elev.” Samtidig mener han, at det gode ved musikskolen er, at der er forskellige lærertyper, som man kan henvise til. “Jeg kan sagtens vise eleverne noget teoretisk om jazzskalaer osv., men hvis det skal være alvor, skal man over til en lærer, der er specialiseret i det.” Uanset genre så handler det om at få lært at spille musik og udtrykke sig med sit instrument, mener Christian.
"Musik er en rigtig god måde at arbejde med sig selv på. Man lærer rigtig mange ting ved at spille et instrument, eksempelvis hvordan man indstuderer noget, der er helt nyt for én. Og det kan alt sammen overføres til andre ting i livet."