Fortsæt til indhold

To p-skiver er en for meget

For mange p-skiver er en overtrædelse af færdselsloven og koster en parkeringsbøde

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Har man to eller flere synlige p-skiver i sin bil, kan det koste dyrt. Det er nemlig en overtrædelse af færdselsloven, og så risikerer man en bøde.
For mange parkeringsskiver kan skyldes, at man undlader at fjerne den gamle p-skive fra forruden, når man anskaffer sig en ny som f.eks. en ny elektronisk p-skive. Eller når den gamle skive er gået i stykker.
Hos Parkeringskontrol Syd oplever man cirkla 100 tilfælde om året, hvor bekendtgørelsen om to parkeringsskiver bliver overtrådt.

Mange årsager

Årsagerne kan være mange: Nogle tænker måske, det er godt med en helgardering, hvis den elektroniske p-skive er ude af drift. Andre mener, det efterlader spor på ruden, når man fjerner den gamle p-skive. Eller det kan skyldes ren forglemmelse, at den gamle p-skive ikke bliver fjernet.
Men rent faktisk er det ulovligt med to synlige p-skiver, og det kan medføre en parkeringsbøde, der altså i øjeblikket beløber sig til 510 kroner.

Den elektroniske p-skive

Her er et par gode råd, hvis man har en elektronisk p-skive:
Kontrollér at den elektroniske p-skive er korrekt indstillet, både hvad angår dato og klokkeslæt. Der er for eksempel mange elektroniske p-skiver, der ikke indstiller sig korrekt ved skift fra sommer- til vintertid og omvendt.
Hav eventuelt en manuel 'gammeldags' p-skive med i handskerummet, hvis den elektroniske skulle svigte.
"Og husk så lige at afdække eller fjerne den defekte elektroniske p-skive," lyder opfordringen fra Bjarne Duus-Jørgensen fra Parkeringskontrol Syd.