Snylterne skal ikke betale
Karl Johan Kruse, formand for afdeling 208. Lejerbo
Birkealle 9
6000 Kolding
Jeg er så heldig at bo på Birkealle blandt mennesker med en god logik. Birkealle er en vej som kaldes en privat/fællesvej. Det betyder i princippet af udgifterne til vedligeholdelsen af vejen betales af beboerne, mens bilister fra det øvrige Kolding også bruger vejen til gennemkørsel trods skiltet ”Gennemkørsel forbudt”.
Min logik fortæller mig, at brugerne af vejen er også dem, der skal betale udgifterne på samme måde som vi betaler, hvis vi parkerer i Kolding by.
Men sådan er logikken ikke i Kolding Kommune! Beboerne har lige fået en regning på 225.500 kroner til ny asfaltering, mens andre snyltere ikke skal betale for deres brug af Birkealle.
Kolding kommune snor sig også udenom. Kommunen betaler gerne for de øvrige veje i Kolding, hvor deres borgere kører rundt, men på Birkealle vil de så ikke betale? Hvor er logikken?
Så kunne man lidt spøgefuld nævne, at hvis man ikke vil betale for kørsel på Birkealle så må det gå til incassor. Det er der heller ikke nogen logik i men Kolding kommune - I skylder os penge til vedligeholdelse af Birkealle!!
Med skiltet ”gennemkørsel forbudt” skulle man så tro, at øvrige bilister ville respektere skiltet – men nej!! Vil politiet så hjælpe?. Det kan man tvivle på. De sidder jo i deres fotovogne og indsamler bøder til den danske stat og har så ikke tid til at tage sig af klemte borgere, der gerne vil have lidt respekt omkring det sted hvor de bor.
Hvor er logikken????