Skoler får nye navne
I marts skal politikerne behandle spørgsmålet om nye navne til storskoler
Den 16. februar foretog Byrådet den formelle og endelige godkendelse af forslaget om en ny skolestruktur i Esbjerg Kommune. Når det ringer ind efter sommerferien sker det nu med sikkerhed på syv store skoler.
Allerede tidligt i processen blev det meldt ud, at alle skoler skal have nye navne. Det gælder både de nye, store skoler, men også de enkelte underafdelinger.
Skolechef Henrik Schou ønsker ikke at kommentere på navnespørgsmålet overfor Lokalavisen, men oplyser, at det skal behandles politisk i marts måned.
I det oprindelige forslag hedder det, at alle skoler skal omdøbes, og at ordet 'skole' skal indgå i hovedskolernes navn, men ikke i navnene på underafdelingerne. Altså må for eksempel Ansgarskolen og Fourfeldtskolen ikke længere hedde, hvad de hedder i dag.
Mest interessant er spørgsmålet om Vitaskolen. Det er mindre end et halvt år siden, at den sammenlagte skole for alvor tog sit nye navn og faciliteter i brug. I følge Lokalavisens oplysninger har det nye fælles navn for den tidligere Vestervangskolen og Blåbjerggårdskolen kostet omkring 50.000 kroner at lancere. Nu ligger det så til, at skolen allerede igen skal have nyt navn.