Forandring i Trefor
Gunnar Nielsen, (DF), medlem af Trefors repræsentantskab
Skovlundvej 52
Seest
Valget til Trefors repræsentantskab er overstået. Repræsentantskabet har efterfølgende valgt fem medlemmer af bestyrelsen for Trefor. Selv om mange der ønskede reform af Trefor blev valgt til repræsentantskabet, blev kun én af os valgt til bestyrelsen. Det var Morten Hansen.
Det var tydeligt at mange af de, der stemte ved valget til Trefor, ønskede forandring. Bedre kundeservice. Fokus på kernopgaverne. Stop for sjusk og frås. Men den måde bestyrelsen vælges på, gør det svært, selv for de der som jeg fik flest stemmer af forbrugerne, at komme i bestyrelsen.
Samtidig har man inden det nye repræsentantskab blev valgt, besluttet at fratage repræsentantskabet meget af dets indflydelse.
Det er min holdning at vedtægterne for Trefor skal laves om igen. Dels skal repræsentantskabet ikke bare være gummistempel for bestyrelsen, og så skal forbrugerne vælge bestyrelsen. Væk med det sammenspiste og ind med reel demokrati og indflydelse til forbrugerne.
Jeg fortsætter mit arbejde.