Fortsæt til indhold

100 km på 48 timer. Det er ikke for tøsedrenge eller -piger

Arkiv
Af spejderleder Rikke Glückstadt Eriksen, Stevns-Nord Spejderne.

SPEJDERLIV: Stevns-Nords juniorer og tropsspejdere har gjort det igen! Sat sig et mål mange ville sige de ikke kunne nå og nået det!
For at få et 100 km's vandreskjold, skal man vandre 100 km på 48 timer! Dette er hverken for tøsedrenge eller -tøser, men alligevel valgte 14 friske spejdere fra Stevns-Nord, uanset risiko for sne og koldt vejr at melde sig til en 100 km's tur fra fredag den 27. februar til søndag den 1. marts.
Turen startede fredag kl. 16.00 hvor spejdere og ledere mødtes ved spejderhytten, Strandparksvej 13 i Strøby Egede.
Alle var meget spændte, iklædt vandrestøvler passende beklædning samt en refleksvest sponsoreret af Ekobyg v. Leiff Olsen, der sikrede at alle kunne ses i mørket. Første rute gik fra Strøby Egede til Store Heddinge, hvor børn og ledere velfortjent fik pizza til aftensmad.
Efter maverne var fyldte var det tid til sidste etape af fredagens vandretur, som endte i Rødvig oven på Restaurant Harmonien, hvor spejderne var så heldige at blive tilbudt gratis overnatning.
Fredagens vandretur var i alt på 23,67 km. Allerede efter fredagens vandring var der tale om ømme ben, vabler og de første par skader der betød, at der allerede lørdag morgen, var to spejdere der var nødsaget til at falde fra.
Enhver kan sige sig selv, at efter 23,67 km fredag aften, er der fortsat langt til de 100 km. Så lørdagen startede relativt tidligt, kl. 8.20 var alle igen klædt på og havde spændt vandrestøvlerne.
Nu gik turen fra Rødvig igennem Lille Torøje og mod Vemmetofte. Fra Vemmetofte Camping vandrede spejderne af skovstykket syd over til Faxe Ladeplads mod Præstø.
Der blev travet mange timer og fredagens km kunne i høj grad mærkes hos børn og voksne. Lederne tog en beslutning om, at lave skiftehold og hente en følgebil for at være sikre på, at der var voksne der kunne følge de seje spejdere hele vejen.
Turens yngste deltager måtte hoppe fra efter en samlet distance på så meget som 55,8 km og en enkelt spejder fik så mange gener, at hun måtte springe nogle kilometer over og ændre sit mål til 75 km mærket i stedet for 100 km.
Lige inden spejderne nåede Præstø drejede de op mod Tappernøje for at gå den sidste etape af dagens distance der skulle ende i KFUM-Spejderne Kongsteds spejderhytte. Lørdagens samlede distance var på 47,8 km.
Man kan roligt sige at der derefter var endnu flere med vabler og især meget ømme fødder og ben, men spejderne fra Stevns-Nord er seje! Så der var ikke det en god nats søvn, noget sportstape og enkelte ankelbind kunne klare!
Søndagen startede igen tidligt. På trods af, at to øvrige spejdere ud af den samlede flok på 14, hen på aftentimerne lørdag aften, valgte at gå efter et 75 km mærke i stedet for 100 km mærket, gik alle samlet afsted søndag morgen.
Der var 28,53 km der skulle tilbagelægges for at nå det endelige mål på 100 km.
Vejret var ikke med spejderne, det sneede og blæste, alle havde ondt, men Stevns-Nord spejdere giver ikke så let op!
Lidt varm kakao og lidt ly, da spejderne var så heldige, at Cowboyfest.dk i Dalby åbnede dørene for dem, gav de her seje børn ekstra kræfter!
48 timer havde de til udfordringen, da knap 47 timer var gået fra turen startede fredag aften, løb den første spejder forbi målstregen for de 100 km søndag eftermiddag.
7 spejdere hvoraf de yngste er 11 og den ældste er 16 vandrede fra fredag til lørdag 100 km. Tre spejdere fik 75 km mærket, men alle gik længere. En enkelt nåede endda op på 95 km.
Jeg har altid sagt, at jeg har de sejeste spejdere i Danmark, nu blev det også bevist! Blot det, at så mange har meldt sig til denne tur beviser det!”

(Privatfoto).