Slutspurten kom for sent i Rødovre
Det var "de små holds" runde i ishockeyens kvartfinaleserie. Også mestrene kom på glatis
Det var forudset, at Rungsted Mighty Bulls ville være en noget mere kompetent modstander i egen stald, end når kvæget begår sig på isen i SE Arena. Men mon ikke også, at de fleste lyseblå supportere havde forventet, at SønderjyskE var bedst hen over en hel kamp.
Sådan kom det ikke til at gå. Efter to perioder var hjemmeholdet foran 2-1 og havde en kæmpe overvægt i skud på mål. Og selvom mestrene steppede op - og næsten fik udlignet skudstatistikken - så flyttede scoringstavlen sig ikke. Ergo står der 1-1 i serien. Hvis vi ellers kan stole på den lyseblå styrke betyder det bare endnu en hjemmekamp - så det skal spillerne da have tak for.
Dysten om en plads i semifinaleserien fortsætter tirsdag aften i SE Arena.
Det var ikke kun SønderjyskE, der kom på glatis i går. Det gjorde faktisk alle de hold, der endte øverst i grundspillet. Sensationelt tabte Blue Fox Herning sin anden kamp i træk i serien til Rungsted. Denne gang med 2-4. Frederikshavn tabte til Aalborg i overtid og det samme gjorde Odense til Esbjerg.
Man må sige at kvartfinalerne er åbne i denne sæson. Det samme kunne spillerne sige om bagruden i spillerbussen da holdet sent i aftes skulle fra hovedstaden. Man så allerede i den første kamp i Vojens, at Rødovres supportere kan være svære at styre. Og i aftes gik det så ud over bagruden på SønderjyskE bussen, der blev smadret.