Musikalsk kærlighedsdrama i Musikhuset
"Angiv din mand – gå fri – og se dine to små drenge vokse op..."
Dét tilbud fik Ethel Rosenberg, der sammen med sin mand, Julius, var anklaget for atom-spionage i McCarthy-tidens USA. Ethel afviste tilbuddet, og de endte begge i den elektriske stol. Det er anslaget i forestillingen ”The Rosenbergs” – et musikalsk drama om en idealisme som med åbne øjne endte med at efterlade to små børn forældreløse. Men også – og ikke mindst – historien om en kærlighed mellem to mennesker, en kærlighed, der rakte helt ind i døden.
Dramatikeren og instruktøren Rhea Leman er kvinden bag forestillingen, mens Joachim Holbek musik til ”The Rosenbergs” har tydelige tråde til samtidens amerikanske populærmusik. Her mødes en knugende fortælling med pianobarer og Broadway.
Forestillingen finder sted i Teatersalen, Musikhuset Esbjerg, den 1. marts kl. 16.00, den 3. marts kl. 20.00 og den 4. marts kl. 20.00.