Løvinder sælger tulipaner
Lions Club Als sælger blomster til fordel for velgørenhed
Køb blomster, køb blomster! Du får tulipaner bragt lige til døren i en vase.
Sådan er tilbuddet fra Lions Club Als de kommende uger til Sønderborgs erhvervsdrivende, og hele overskuddet fra salget går til lokalt hjælpearbejde.
Det er fjerde år, de frivillige i Lions Club Als sælger tulipaner, og sidste år løb salget op i 300 buketter. I år bringes buketterne ud tirsdag den 17. marts
I år går overskuddet til at give enlige mødre med børn et højskoleophold i sommerferien. Familierne findes i samarbejde med Sønderborg Kvindekrisecenter. De foregående år er bl.a. det forebyggende arbejde i SSP og blandt unge på Sønderborg Kommunes Misbrugscenter støttet.
"Vi har været utrolig glade for den økonomiske støtte, vi har fået i forbindelse med LC Als' tulipansalg. Vi kunne gennemføre tre musikforløb med tre grupper, og det gjorde en stor forskel i behandlingen af de unge, der fik mulighed for at arbejde med sig selv gennem musikken. For os medarbejdere var det også meget spændende at få faglig indsigt i musikkens effekt på behandlingen – den viste sig at være en god motivation hen imod en beslutning om at stoppe med at bruge rusmidler," fortæller misbrugsbehandler Mette Terp fra Misbrugscentrets ungeteam.
Salget af buketter foregår de kommende uger og frem til 10. marts. Medlemmerne af Lions Club Als besøger forretningerne med tilbuddet, og der kan afregnes på stedet eller overføres penge. 75 af de 100 kr., som buket og vase koster, tilgår hjælpearbejdet.
I Lions Club bruges donerede penge ikke på administration. Det betales af medlemmerne selv.