Vandpibesalon er åbnet i Køge
Den nye vandpibesalon Café Diamond er ’et sted for de unge’.
BUTIKSNYT: Køges første vandpibesalon, Café Diamond, åbnede i starten af måneden i Vestergade 32A, og caféen er ifølge butiksbestyrer Ibrahim Abdulsattar et nyt sted for Køges yngre publikum.
- Jeg synes, at der manglede et sted for de unge i Køge, hvor man kan være sammen i hverdagen, siger Ibrahim Abdulsattar.
Café Diamond er åben alle ugens dage fra kl. 16-23. Hver aften vises der fodbold på to store skærme, der er sat op i vandpibesalonen, hvor stilen i øvrigt er fuldendt med bløde, røde sæder og en LED-bar i neonfarver.
Foruden de håndlavede vandpiber, der er importeret fra Mellemøsten, kan man blandt andet nyde smoothies, kage og kaffe i caféen. Planen er desuden, at Café Diamond i marts vil udvide deres åbningstider og udvalg:
- Vi sælger ikke alkohol, da det ville ødelægge konceptet. Til gengæld sælger vi kager, smoothies og andre drikkevarer, og planen er, at vi også skal sælge sandwiches på en tidspunkt, fortæller Ibrahim Abdulsattar.
Man kan følge med på caféens facebookside 'Café Diamond', hvor der blandt andet løbende oplyses, hvilken fodboldkamp der står på programmet.