Fortsæt til indhold

Gunild lukker kassen efter 35 gode år i banken

Gunild Bogdahn har om nogen været Nordeas ansigt udadtil

Arkiv
Peter Rasmussen

“Med mit hovede kan jeg sagtens forstå det som sker, men med hjertet så græder jeg,” fortæller Gunild Bogdahn. Når hun smækker pengeskuffen i hos Nordea i Haderslev, ved månedsskiftet, er det ikke blot den sidste gang hun skal gøre det. Det er også sidste gang det overhovedet sker i bankfillialen. Her forsvinder kassefunktionen nemlig sammen med den person, som mere end nogen har været ansigtet uadadtil.
“Det er underligt at man ikke skal være her mere, men det har helt og holdent været min beslutning at slutte nu. Og jeg vil også gerne sige,at jeg sagtens kan forstå hvorfor de kontante penge forsvinder fra bankerne,” siger Gunild Bogdahn. Hun opfordrer da også alle at bruge de nye teknologier - dankort og mobile betalingsløsninger:

Godt og sikkert

“Det er på alle måder en god idé. Det er både mest sikkert og billigst for alle parter. Og så har tyve og banditter ikke noget at komme efter,” siger hun.
“Naturligvis vil jeg savne mine skønne kolleger, og jeg vil mangle at skulle komme her hver dag. Jeg har jo følt at banken var min,” smiler Gunild, der dog allerede har masser af planer for fremtiden. Ikke mindst rejseplaner - her venter blandt andet Japan ude i horisonten. Men der skal også være plads til at lære. Gunild skal en tur på skolebænken - sponsoreret af Nordea, og det glæder hun sig til.
Der bliver mulighed for at tage afsked med Gunild i banken den 26. mellem klokken 13.00 og 15.00.