De Eneste To indtager Tobakken
For fire år siden smed to af Danmarks største sangskrivere, Peter Sommer og Simon Kvamm, bomben om at de ville gå sammen i en ny musikalsk sammenhæng - og to koncerter blev udsolgt, inden der overhovedet var musik, man kunne lytte til. De kaldte duoen for De Eneste To og skabte et univers, hvor man fik indblik i, hvad det ville sige at stå skulder ved skulder, en tanke omkring, hvordan det gik Morten og de introducerede ideen om Østjylland Dreaming. Nogen troede, at det var det eneste, man skulle høre fra de to, men de har ikke lyst til at dø!
Da De Eneste To udgav deres første album i 2010 var fokus på venskabet imellem to jævnalderende musikere. De kendte ikke hinanden som børn og unge, men har på en måde levet to parallel-liv i henholdvist Silkeborg og Skanderborg. Mange af sangene fra albummet De Eneste To omhandler deres liv og opvækst i provinsen. Gaffa kaldte det ”dualistisk dynamik” og mener at ”samarbejdet imellem de midtjyske knudemænd har givet dem modet til at løsne helt op...”.
Det kommende album tager temperaturen på De Eneste To anno 2014. Det er stadig venskabet, der er den drivende kraft, men det er samtidigt også tydeligt, at de gør en slags status over deres liv, som det ser ud lige nu. Det nye album ”Dobbeltliv” har fået fantastiske anmeldelser. Fredag 20. februar kl. 21.00 på Tobakken.