- Man glemmer aldrig den dag...

Siden da har de to unge forældre på henholdsvis 23 og 25 år sammen med deres familie, venner og netværk kæmpet en ihærdig og åben kamp for at få børnene hjem igen. Et langt og opslidende forløb med indlæggelser, undersøgelser af børnenes mystiske blå mærker og endnu en tvangsfjernelse til familiepleje i de kommende 2 år har nu fået en ende.

Torsdag i sidste uge sad de klar kl. 13 for at få Byrettens afgørelse i deres ankesag mod Ankestyrelsens anbringelse af børnene i familiepleje.

- Vi kunne selvfølgelig ikke komme igennem kl. 13, så det var først kl. 13.20 at vi fik beskeden. De lagde vægt på, at børnene også har fået blå mærker under anbringelsesperioden. Og så blev der lagt vægt på, at vi har et godt forhold til børnene, fortæller Sabrina Andersen.

Dagen, hvor meldingen kom, blev en lykkens dag for Sabrina Andersen, men hun lægger ikke skjul på, at det sidste år har ændret hendes liv på en måde hun måske aldrig kommer til at kunne lægge helt bag sig. At hendes krop har været i alarmberedskab siden børnene blev tvangsfjernet. At hun har modtaget trusler efter DR sendte en dokumentar om forældreparret. At hun er blevet sygemeldt, og at hun har måttet opgive at gå i gang med drømmestudiet.

- Man glemmer aldrig den dag det skete. Den dag kommunen tog børnene. Jeg græd mig i søvn den nat. Det sidder stadig i kroppen, siger Sabrina Andersen.

De første 16 dage efter tvangsfjernelsen måtte Sabrina og Marc slet ikke se børnene. Gradvist fik de dog mere og mere samvær med børnene, og gradvist måtte de have mere og mere fysisk kontakt med børnene. Men altid overvåget.

- Det er rigtig, rigtig synd, at børnene har fået sådan en start på livet. Det var bestemt ikke det man ønskede skulle ske for ens børn, fortæller Sabrina Andersen.

<p class="mrub">Mistet troen på systemet</p>

Sabrina Andersen er rolig i stemmen, når hun fortæller, hvordan det føltes, da kommunen begyndte at mistænke hende og børnenes far for at være årsagen til, at børnene fik mystiske blå mærker på kroppen.

- Jeg vil sige det sådan, at vi er dybt frustrerede over den måde vi er blevet behandlet på, men vi har godt kunnet forstå, at kommunen har handlet. Det havde vi egentlig forståelse for. Men når der kommer beviser på beviser på, at vi ikke er årsag til de blå mærker, så er det forfærdeligt at være oppe imod systemet, siger Sabrina Andersen.

Sabrina Andersen understreger desuden, at hun har gjort alt hvad hun kunne for ikke at lade sine frustrationer gå ud over de mennesker hun har mødt i systemet.

- Vi har valgt at tro, at kommunen gjorde det, fordi de reelt har været bekymrede. Derfor er man nødt til at holde en god tone og opføre sig ordentligt. Så vi har virkelig gjort alt for ikke at bebrejde de mennesker, der har haft med vores børn at gøre. Vi affandt os med det, fordi vores fokus var på at være sammen med børnene. Så til sidst lagde vi slet ikke mærke til, at vi blev overvåget. Det affandt vi os bare med, siger Sabrina Andersen.

Nu, hvor sagen har taget en ny drejning og de to godt 1-årige børn er på vej hjem, kan Sabrina dog ikke undlade at sige, at hendes tro på systemet alligevel har fået et alvorligt knæk.

- Jeg har altid troet på systemet og at det er der for at hjælpe. Men det har ikke været der for os, og jeg har nok mistet den tro for altid, siger hun.

<p class="mrub">Sat livet på stand by</p>

Ud over den umiddelbare smerte ved at blive adskilt fra børnene har det forløbne år desuden haft en lang række andre konsekvenser for det unge forældrepar.

- Det har da sat hele livet på stand by for os. Det er gået ud over alt. Familien, forholdet og studiet, siger Sabrina, der har droppet sin umiddelbare plan om at blive pædagog.

Marc er undervejs i forløbet blevet smidt ud af sit studie, fordi det var svært at holde fraværet nede, når han gerne ville være til stede for at have samvær med børnene. Han er nu i aktivering. Sabrina er sygemeldt og har af psykologer fået konstateret depression og angst som følge af sagen.

- Jeg var kommet ind på pædagogseminariet, men måtte sige nej. Jeg har fået koncentrationsbesvær på grund af sagen, siger hun.

Heldigvis har de ikke været alene i deres kamp for at få børnene tilbage igen. De har fra starten lagt alle kort på bordet og har været meget åbne om situationen. De har medvirket i en radiodokumentar på P1, de har oprettet en støttegruppe på de sociale medier, de har samlet hele deres netværk, da de stillede op til spørgetid i kommunalbestyrelsen. De har medvirket i interviews. Og de lod et dokumentarhold fra DR følge dem. De har sågar sat en fødselsdagsannonce i Hvidovre Avis, da Saya og Sasuke blev 1 år.

- Vi har heldigvis haft god opbakning fra vores bagland og fra venner og bekendte. Både dem, og det at der var nogle politikere, der ville kæmpe for os, har hjulpet os med at holde fanen højt. Og vores advokat, siger Sabrina og holder en pause.

- Jeg skylder hende mit liv.

<p class="mrub">Glæder sig til rod og bleskift</p>

Tilbage står de nu, Sabrina på 23 og Marc på 25 og ser frem til, at deres børn vender hjem.

- Nu er der kommet et punktum i sagen, som man kan forholde sig til. Det hele er vendt og vi kan ånde lettet op, og vi venter bare på at kommunen kommer med en udslusningsplan, så børnene kan komme hjem uden at blive helt kuldrede af det, siger Sabrina.

Sabrina Andersen har dog selv svært ved ikke at være mere eller mindre kuldret af lykke.

- Vi glæder os bare så meget til at der render to små børn rundt herhjemme. Til at der er legetøj ud over hele gulvet og til at skifte en ble. Det bliver rigtig dejligt. Og det bliver dejligt for første gang at være fri, og at der ikke er nogen, der skal kigge os over skulderen, siger Sabrina og tilføjer.

- Kan vi komme igennem det her, så kan vi klare alt. Jeg har ikke sat børn i verden for at gøre dem noget. Det kunne jeg aldrig drømme om. Man giver ikke op på sine børn. Det gør man ikke, og vi ved, vi ikke har gjort noget forkert. Og selv om det lyder som en kliche, så er det alligevel det hele værd, når man kigger på sine børn, slutter Sabrina Andersen.

key