Fortsæt til indhold

At agere er ikke nødvendigvis korrekt

Arkiv
Arkiv

Et ungt forældrepar i Hvidovre har i det forløbne år haft et år, der formentlig vil sætte sig spor i dem for resten af deres liv. Deres børn blev tvangsfjernet fra dem, på grund af en mistanke om, at det var forældrene, der var årsag til de blå mærker, der opstod på børnene.

Undersøgelse på undersøgelse og overvåget samvær har ikke givet et endegyldigt svar på, hvad årsagen til de blå mærker er - og uenighed er opstået mellem forvaltningen og det politiske udvalg, der tager sig af tvangsfjernelsessager. Forvaltningen endte dog med at fastholde sin bekymring, og det førte til, at børnene blev anbragt i familiepleje med en 2-årig tidshorisont.

Det er naturligvis systemet, der skal passe på de små børn, men man må ikke glemme, at systemet har en uendelig magt over mennesket - og derfor er det virkelig skidt, hvis systemet tager fejl. Man skal heller ikke glemme, at det naturligvis er rigtigt, at systemet har ret til at agere. Det er bare ikke det samme, som at systemet nødvendigvis har ageret korrekt.

- Jeg synes, at det er lige lovlig flot, når kommunen bemærker, at Byretten understreger, at kommunen har handlet rigtigt i sagen. Dommen nævner alene, at man fandt, at kommunen med føje underrettede Ankestyrelsen, lyder det fra forældreparrets advokat Susanne Ipsen.

Derfor er det også smagløst, at Hvidovre Kommune i en pressemeddelelse kommenterer Byrettens beslutning med at, det er en “tvivlsom” sag. Det er svært at se, at den udtalelse kan gavne andre end forvaltningen. Og ret er vel ret? Hvis Byretten mener, at anbringelsen skal ophæves, så må det være fordi, der ikke er juridisk grundlag for at børnene skal anbringes uden for hjemmet.