Stadig ledige pladser på bymidte-workshop
<p class="urub">Kom og vær med fra starten i arbejdet med en kommende helhedsplan for hjertet af Hvidovre</p>
Deltagerne på workshoppen vil i grupper komme til at tale med arkitekterne om skitserne og have mulighed for at komme egne indspark og vurderinger. Arkitekternes opgave er at lytte og tage oplevelsen af mødet med borgerne og deres idéer med sig i det videre arbejde med scenarierne, som i slutningen af april vil blive fremlagt for det bedømmelsesudvalg, der er nedsat i bymidte-projektet. Bedømmelsesudvalget består af politikere, embedsmænd, to arkitekter og tre borgere, og udvalget skal vurdere de scenarier, tegnestuerne kommer med, og give vurderingen videre til kommunalbestyrelsen, som i slutningen af juni skal beslutte, hvilket scenarie, der skal arbejdes videre med.
Der er plads til 200 deltagere på workshoppen, og indtil nu har omkring 90 meldt sig til at være med til at sætte præg på udviklingen af bymidten.
- I kommunalbestyrelsen ønsker vi, at en ny Hvidovre Bymidte bliver et mødested for borgere i alle aldre og fra alle hjørner af Hvidovre, så vi håber, at rigtig mange interesserede borgere vil dukke op - også selvom man ikke lige er nabo til Risbjerggård, Medborgerhuset og rådhuset, siger borgmester Helle Adelborg.
Der er frist for tilmelding til workshoppen onsdag den 4. marts, og hvis man vil deltage, skal man sende en mail til ktma@hvidovre.dk. Arrangementet finder sted den 10. marts kl. 18-22 i Medborgersalen. Der vil blive serveret sandwich, kage, kaffe, te og vand.