Fortsæt til indhold

Skipperkroen får ny ejer

Kok og tjener Pernille Glaring overtager den populære kro efter Claus Phillipsen derhar valgt at trække sig tilbage efter 23 år som restauratør.

Arkiv
Per Møller

EJERSKIFTE: Èn af Køges populære og velbesøgte restauranter, Skipperkroen på Havnen 25 i Køge skal have ny ejer.
Efter 23 år som styrmand har restauratør Claus Phillipsen valgt at gå fra borde med udgangen af februar måned og overlade roret til ét velkendt ansigt i restauranten, kok og tjener Pernille Glaring.
Pernille Glaring overtager Skipperkroen søndag den 1. marts, hvor der imidlertid holdes lukket på grund af status o.l. Men mandag den 2. marts åbnes restauranten igen - og det sker med en reception fra kl. 14.00-17.00.
Pernille Glaring har sammenlagt været ansat i Retaurant Skipperkroen i 10 år.
- Halvdelen af min uddannelsesperiode var jeg i lære her - den anden halvdel på Hotel Kong Frederik i København. Jeg vendte tilbage til Skipperkroen da jeg var færdiguddannet for 5 år siden og har i den sidste periode fungeret både som kok og tjener. Claus og jeg har de seneste 3-4 år snakket om at jeg skulle overtage restauranten når Claus ville afhænde den - og nu er vi altså blevet enige om dette. Det glæder jeg mig rigtigt meget til, fortæller Pernille Glaring.
Pernille Glaring vil køre Skipperkroen videre i den gode gamle ånd - tilsat lidt nyheder og nogle spændende arrangementer hovedsageligt i sommerhalvåret hvor den hyggelige havestue kan tages i anvendelse.
Hun overtager så godt som alle medarbejderne - bortset fra et par stykker som har valgt at prøve noget nyt.
- Til gengæld har jeg været så heldig at få ansat en tjener med 15 års erfaring i branchen - hende glæder jeg mig til at byde velkommen til, siger Pernille Glaring.
Pernille Glaring skriver sig dermed ind i historien blandt de mange prominente navne, der siden 1632 har ejet bygningen. Siden 1766 har der væretdrevet restauration i bygningen.
Claus Phillipsen, der fyldte 70 år tirsdag den 17. februar, overtog restauranten i 1991.
Kroen er kendt for at servere god dansk mad af høj kvalitet, frisk smurt smørrebrød hele ugen.