Fortsæt til indhold

Bedste Sydbank resultat siden 2007

Halvdelen af årets overskud på godt en milliard udbetales til aktionærerne

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Sydbank med hovedsæde i Aabenraa har netop offentliggjort et godt resultat for det seneste regnskabsår 2014.
"Sydbank leverer det bedste resultat siden 2007, og det er tilfredsstillende at se, at Sydbanks plan for at forbedre lønsomheden virker," lyder det fra administrerende direktør, Karen Frøsig i forbindelse med præsentationen.
Sydbank A/S kom således ud af 2014 med et resultat på 1.053 mio. kroner efter skat. Udlånet steg med 2,9 procent, mens nedskrivninger på udlån landede på 707 mio. kroner, og det betegner banken som "i den positive ende af det forventede".
Basisomkostningerne er steget med 4 procent, og det er ifølge banken en følge af integrationen af DiBa Bank.
Med årets resultat blev egenkapitalen i sydbank forrentet med 9,8 procent efter skat.

Stort udbytte

"Jeg glæder mig meget over, at vi kan betale halvdelen af årets overskud i udbytte til Sydbanks aktionærer," lyder det fra bestyrelsesformand i Sydbank, Anders Thoustrup.
Ser man på 4. kvartal, så blev resultatet 224 mio. kroner, og det kan ses i forhold til samme periode sidste år, hvor det blev et minus på 282 mio. kroner

Adm. direktør Karen Frøsig kan glæde sig over det bedste Sydbank-resultat siden 2007.

Forventninger til 2015

Banken forventer en meget begrænset positiv økonomisk vækst i 2015. Baseret på renteniveauet ved indgangen til 2015 forventes en svagt stigende basisindtjening, bl.a. som følge af svagt stigende bankudlån.
Jo længere tid det nuværende opadgående pres på kronen, og det deraf afledte negative rentemiljø, fortsætter, des større usikkerhed knytter sig til forventningen.
Handelsindtjeningen forventes uændret til svagt stigende i forhold til den realiserede indtjening i 2014, dog meget afhængigt af udviklingen på de finansielle markeder.
På trods af aftalte generelle lønstigninger i finanssektoren på 1,75 procent og en stigning i lønsumsafgiften på 0,80 procent forventes uændrede basisomkostninger.
Der forventes desuden et lavere nedskrivningsniveau i 2015. Usikkerheden om prisudviklingen i landbruget kan dog påvirke nedskrivningsniveauet, lyder det i regnskabsmeddelelsen.