Stolte Kolding-kvinder bag nye klæder
Proudmade er et nyt tøjmærke, som to koldingensere har skabt sammen og netop løftet sløret for til modeugen i hovedstaden
En krøllet og kreativ hjerne, der har været med til at etablere tøjmærket Nümph, har mødt en benhård forretningskvinde, som var medstifter af jeansmærket Mos Mosh.
Nu har designer Nicole Rindsig og direktør Mette Kind slået deres kompetencer sammen og skabt et helt nyt tøjmærke, der hedder Proudmade.
“Navnet var faktisk langt sværere at finde frem til, end selve fødslen af vores brand. Men Proudmade dækker det, vi står for. Vi er stolte af vores nye værk, og det skal bæres med stolthed”, siger Mette Kind om de to kvinders nye univers på Sommerfuglevej i Kolding, hvor sofistikerede jakker hænger side om side med koreansk inspirerede kjoler og bluser.
Nicole Rindsig har franske rødder, mens Mette Kind stammer fra Korea. Proudmade giver kvinder casual tøj, der både kan dresses op og ned, med et tvist fra både Frankring og Korea.
Tøj med huskemærker
“Den måde, vi klæder os på, har stor betydning for vores selvværd og væremåde. Kvinder føler sig uden tvivl smukkere, når de har noget på, som både ser godt ud og føles behageligt. Derfor sikrer vi os, at et design ikke blot er flot at se på, tøjet skal også have en korrekt pasform, så det er behageligt at have på”, fortæller Mette Kind om deres tanker bag tøjet.
På hvert stykke tøj, er der påsyet et diskret mærke med små sætninger, der skal huske den moderne travle kvinde på livskvalitet.
“Do what you love” og “Magic is something you make” er blandt ordene på de små huskesedler.
“Vi kender jo alle til at have travlt med hverdagen, job, børn og tusind andre ting. Med mærkerne håber vi at kunne bidrage med, at kvinder husker sig selv og det de brænder for her i livet”, siger Nicole Rindsig.
De to koldingensere har holdt deres brand og styles tæt ind til kroppen indtil de løftede sløret for Proudmade på Copenhagen Fashion Week.
“Vi var superspændte, for det er da et stort sats, at designe en forårskollektion, som nu er på gaden, uden den blev præsenteret på sidste modeuge. Men både den og vores efterårskollektion blev taget godt imod”, siger Mette Kind.
De to tydeligt erfarne kvinder inden for modebranchen har nu smurt de feminine ærmer op, og er klar til at klæde både kvinder fra Danmark og resten af Europa på med deres stolthed.