Fortsæt til indhold

Sønderborg med i forskningsprojekt om kronisk sygdom

Kronisk syge får digital hjælp til at tackle hverdagens udfordringer

Arkiv
Arkiv

Hver tredje borger i Sønderborg har i dag en diagnose som kronisk syg. Det tal vil stige yderligere de kommende år på grund af usund levevis og længere levetid. Nogle af kronikerne kan snart deltage i et forskningsprojekt, hvor en digital platform hjælper dem med at tackle hverdagens personlige udfordringer.
Projektet går ud på, at den kronisk syge får online-tjenesten Liva på sin smartphone eller tablet. Det kan være sygehuset, egen læge eller Sundhedscentret, der introducerer borgeren til Liva. Via Liva kan borgere med kronisk sygdom fx indtaste målinger og være i dialog med en sundhedsfaglig medarbejder, ligesom de kan interagere med andre kronikere, således at de kan inspirere og motivere hinanden til et sundere liv.
Kommunens sundhedsfaglige medarbejdere kan med redskabet følge de deltagende kronikere og i god tid observere de borgere, der har brug for sparring, inden situationen forværres til skade for deres egen livskvalitet og samfundsøkonomien.
"Jeg synes, det lyder som en fantastisk ide. Jeg tror, det i perioder kan være svært at holde humøret og motivationen oppe, når man er kronisk syg. En platform, hvor man kan mødes med andre i samme situation, kan være med til at skabe livskvalitet og motivere til, at man for eksempel holder fast i kost- eller motionsplanen. Samtidig kan den måske være med til at hindre nogle af de følgeskader, som kronikere er i højrisiko for at få. Også for samfundet vil det være godt at hjælpe kronikerne, for både sygefravær, førtidspension og andre hjælpeforanstaltninger, der kan komme til, er rigtig dyre for samfundet," siger Helge Larsen, formand for sundhedsudvalget i Sønderborg Kommune.
Projektet vil især have fokus på kronikere med diabetes, hjerte-kar sygdomme og svær overvægt, men også KOL (rygerlunger) og psykiske lidelser vil over tid kunne tænkes ind.
Projektet gennemføres i et samarbejde mellem Forskningsenheden for Almen Praksis ved Syddansk Universitet, SundhedsDoktor og de fem udvalgte kommuner. Af disse er Nyborg og Vejle på plads foruden Sønderborg, og de to sidste følger i de kommende måneder.

FAKTA
Forskningsprojektet Liva er en digital platform med innovative, digitale værktøjer, som kan støtte borgere med kroniske lidelser i at håndtere hverdagen – både for at få et bedre liv her og nu, men også for at forebygge følgekomplikationer. Projektets formål er dels at undersøge platformens effekt på borgernes sundhed, dels at undersøge om omkostningerne til kronikere kan nedbringes.
Sønderborg Kommune har sagt ja til at deltage i forskningsprojektet fra 2015 til 2020. Det vil koste ca. en mio. kr., men beløbet kan fra 2018 modregnes i den licensaftale, der ventes indgået vedr. den digitale platform Liva.