Ny motelejer ønsker udvikling
Motel Garni i Blåvand har skiftet ejere. De nye ejere kender dog i forvejen en masse til Blåvand
Mange års godt naboskab endte fornylig i et ejerskifte af det populære Motel Garni i Blåvand.
Med sin beliggenhed lige efter byen og på vej mod fyret har motellet de sidste 13 år haft den perfekte beliggenhed for ægteparret Jola og John Sørensen.
"Vi har haft 13 dejlige år, men nu skulle det være hvis vi skulle nyde livet," fortæller den 65-årige John Sørensen, som kom fra Sjælland da han i sin tid købte motellet.
"Vi vidste slet ikke hvor Blåvand lå, men det fandt vi hurtigt ud af," griner han.
Inden han kom til Blåvand havde han haft vvs-forretning med 16 ansatte, men flere blodpropper og bypass operationer betød, at han solgte firmaet og sammen med Jola besluttede han sig for at købe et motel.
"Vi har rejst meget og nød at komme sådanne steder hvor man kunne leje sig ind og så ellers være sig selv," fortæller Jola som glæder sig til at komme tilbage til Sjælland.
"Men vi vil savne Blåvand, men nu kan vi så vende tilbage som turister,” griner hun.
Nye ejere
Som nabo gennem flere årtier til motellet har 62-årige Hans Jørgen Hansen haft kendskab til motellet.
"Jeg kan sagtens huske motellet som det var for mange år siden og så frem tili dag."
"Jeg kendte også godt John og Jola. Vi hilste på hinanden hver dag når vi var i sommerhuset og der var vel sådan en gensidig aftale om at holde øje med hinandens huse når vi var væk," fortæller Hans Jørgen som for ikke så længe siden fik en søvnløs nat.
"Jeg kom i snak med John som sagde at nu ville han sælge motellet og om det ikke var noget for mig", fortæller Hans Jørgen.
Det sagde jeg så til min kone, og hele den nat lå vi bare og snakkede om ideen og næste dag så jeg regnskaber hos John," tilføjer han om hurtigheden af handelen.
"Nu er det bare sådan, at jeg har gang i flere firmaer og min kone er farmaconom på et apotek, men det er vi ved at have løst, fortæller Hans Jørgen som sammen med sin hustru bor i Gram men nu flytter til Blåvand til motellet og den tilhørende ejendom.
Jeg stammer selv fra Janderup og har kørt "Newelgrisen" i 10 år, inden jeg blev funktionær på Gram Skole," lyder det fra Hans Jørgen Hansen, som altså samtidig har drevet flere firmaer som blandt andet et låsefirma og haft en paintball bane.
Låsefirmaet flytter jeg med til Blåvand. Så vil vi ellers drive motellet men også tage del i samfundet herude.
Sammenhold beyder meget og sammen står vi stærkere. Derfor vil jeg være synlig i bylivet," slutter Hans Jørgen Hansen som glæder sig til at slutte sit arbejdsliv af i Blåvand.