Fortsæt til indhold

Møde om ansøgning til videregående udd. kvote 2

Arkiv
Arkiv

UDDANNELSE: Det kan være et nåleøje at blive optaget på en videregående uddannelse i kvote 2.
Andelen af studiepladser, som gives til kvote 2-ansøgere, fordeler sig nemlig fra kun 10 til hele 100 procent. Derfor er det en god ide at sætte sig grundigt ind i regler og kriterier for at søge i kvote 2, at få styr på alle bilag og om nødvendigt at skrive en god motiveret ansøgning, som tydeligt viser uddannelsesparathed og -kendskab.
Søndag den 15. marts kl. 12.00 er fristen for ansøgning til videregående uddannelse via kvote 2.
Studievalg Sjælland holder rundt i Region Sjælland en række møder, hvor man kan få god hjælp til kvote 2-ansøgningen. Temaerne er hvordan søger man ind, kvote 2-kriterier, den motiverede ansøgning, bilag til ansøgningen m.m.
I Køge holdes mødet tirsdag den 24. februar kl. 16.00-17.30 hus UUV Køge Bugt i Salen oven på Ølby Bibliotek, Ølby Center 53. Der er elektronisk tilmelding via www.studievalg.dk/sjaelland via linket ”Book en tid”.

Brug NemID til din ansøgning

Ansøgning til videregående uddannelse foregår udelukkende elektronisk via hjemmesiden www.optagelse.dk – ”søg videregående uddannelse”. For at sende en ansøgning skal man logge sig ind med NemID.
Vejledere fra Studievalg Sjælland har overblikket over alle de – ind imellem – indviklede optagelsesregler.
Man kan året rundt møde vejleder Iben Kjærgaard fra Studievalg Sjælland i vejledningscafeen hos UUV Køge Bugt.
Man kan bestille en tid på www.studievalg.dk/sjaelland via linket ”Book en tid”.
Op til ansøgningsfristen den 15. marts er vejledningscaféen hos UUV Køge Bugt åben torsdag den 5. marts og torsdag den 12. marts kl. 13.00-16.00.
pm