Bevtoft bakker op om udviklingsaktion
En lille by uden dagligvarebutik er en lille by på vej imod sin undergang
”Det er nu vi skal handle, hvis vi skal bevare Bevtoft som en levende by, med de faciliteter vi kender i dag. Ellers vil vores by blive en plet på et landkort, som ingen tager til.”
Så kontant er meldingen fra en fem-mands initiativgruppe til borgerne i Bevtoft, og alt tyder på, at budskabet går rent ind. Ifølge Ole Halle fra initiativgruppen så vælter det ind med støttetilkendegivelser:
”Siden byens eneste dagligvarebutik lukkede er der kun solgt få huse i Bevtoft. Og det viser at en manglende butik ikke bare er irriterende for borgerne. Det er et langt større problem,” siger Halle og forklarer:
”Hvis interessen er dalende hos tilflyttere, kan vi ikke sælge vore huse. Der kommer ikke tilgang til børnehaven, og det betyder at skolen også udvandes yderligere. Den er lukningstruet i forvejen, og lukkes den, kommer den næppe i gang igen. Alt rammes i byen – idrætsforeninger, hallen, forsamlingshuset osv.”
”Vi ender som en plet på et landkort, hvor man kun bor af nød og tvang,” skriver gruppen i det brev, som alle hustande i Bevtoft har modtaget.
Søger opbakning
Femmandsgruppen, der ud over Ole Halle tæller Flemming Matthiesen, Pia Jensen, Michael Fleischer og den tidligere købmand, Lis Steen, har indkaldt alle byens borgere til borgermøde onsdag den 18. februar klokken 19.00 i byens forsamlingshus. Formålet med mødet er at finde opbakning til en ny købmandsbutik.
”Indtil videre har vi mødt en fantastisk opbakning. Mange har tilkendegivet at de kommer, ligesom vi allerede har masser af tilsagn om at købe de anpartsbeviser vi påtænker at sælge for at skabe startkapital til en ny købmand. Vi har en forventning om et kapitalbehov på 300.000 kroner, hvilket jeg ikke tror kan blive et problem, hvis Bevtoft virkelig ønsker sig en købmandsforretning,” siger Ole Halle.
Foreningslivet i byen bakker kollektivt op om initiativet. Således kan man i det brev, som er omdelt til samtlige hustande i Bevtoft, se ikke færre end 17 foreninger og institutioner som medunderskrivere sammen med femmandsgruppen.
Tre slags opbakning
I brevet til borgerne er der en svartalon, hvor man kan tilkendegive sin støtte på tre måder.
Helt kontant kan man tilkendegive at man vil købe anpartsbeviser af 250 kroner stykket, man kan helt kontant give tilsagn om man vil støtte en kommende købmand eller ej – og så kan man skrive et forventet 'købsbeløb' per måned, således at man kan få et nogenlunde overblik over købslysten i byen.
”Hvis vi får den forventede opbakning, skal vi have fundet en købmand, der også selv vil skyde noget kapital i projektet. Det tror vi også på at vi kan. Bevtoft-borgere kan godt stå sammen når det gælder,” slutter Ole Halle, der erindrer at man gjorde det samme i 1980 da byen skulle have en idrætshal.
”Den gang indsamlede vi også 300.000 kroner. Prisudviklingen betyder at det vil svare til omkring 900.000 kroner i nutidens penge. Så den opgave her skal vi også nok være fælles om.”
Nu er der så spænding på før borgermødet den 18. februar. Hvis byen skal have en købmand - og en fremtid - så skal alle mand af hus og vise at byen står sammen.