Velgørende butikker
EN NY SERIE ARTIKLER starter nu i Roskilde Avis om de mange butikker med genbrug eller fair handel, som en række velgørende foreninger og institutioner har åbnet i byen.
Ideen opstod, efter at vores ihærdige og lokalkendte reporter Anette Gundlach havde bidt mærke i, hvor mange af denne type forretninger for velgørenhed, der efterhånden er dukket op i bybilledet. På redaktionen blev vi hurtigt enige om, at det ville være både vigtigt og spændende at fortælle mere om det.
BAG DISSE BUTIKKER står en række foreninger og organisationer med gode formål, lige fra Kirkens Korshær, Røde Kors, Frelsens Hær, Red Barnet, missionen og mange andre velmenende folk, der gerne vil gøre noget godt for andre.
Ved at indsamle og genbruge tøj, legetøj og andre sager, der stadig kan anvendes, sørger de for et tiltrængt opgør med smid-væk-mentaliteten, selv om det nok giver lidt mindre råstof til KARA's forbrændingsanlæg og centralvarmen i vore radiatorer.
TANKEN ER TILTALENDE, når de brugte sager kan være med til at skabe glæde hos andre børn eller afhjælpe behov for tøj, mad eller øvrige fornødenheder, som andre kan bruge.
Almindelige butikker med nye varer til salg bliver heller ikke udsat for en unfair konkurrence, fordi brugte varer bliver formidlet af frivillige. Derfor rammer det ikke normale forretninger og deres ansatte lønmodtagere.
FOR HANDELSBYEN ROSKILDE er det til gengæld en ekstra attraktion, at vi også har denne type alternative indkøbsmuligheder, der kan tiltrække flere og andre kunder, som måske ellers ikke ville komme hertil.
Derfor må det være til gavn for alle, at vi også har fået denne type butikker.
OVER 1000 MENNESKER er med i alle disse forskellige forretninger og aktiviteter, viser en hurtig sammentælling. Det er en ganske pæn del af Roskildes befolkning, som er aktive på dette område, og alene derfor fortjener det at blive omtalt i avisen.
I de kommende artikler får nogle af de mange frivillige lejlighed til at fortælle om, hvorfor de yder denne ekstra indsats mange timer året rundt, og det bliver interessant læsning, fordi det er med til at tegne billedet af vores by.
DE FRIVILLIGES STORE INDSATS må dog aldrig blive en undskyldning for, at vores lokale velfærdssamfund, som vi betaler skat for at holde i gang, ikke klarer sin del af opgaven.
Børnene i daginstitutioner og skoler, unge under uddannelse, syge på hospitalerne samt ældre på plejehjem skal have ordentlige tilbud. Ellers duer den store kontrakt i samfundet om en retfærdig sammenhæng mellem at yde og nyde ikke længere, og det vil være ødelæggende for det samfund, vi har opbygget og kender.
MEN ALT ER JO IKKE SAMFUNDETS SKYLD eller ansvar. Selv om vi er borgere i en velfungerende by som Roskilde og betaler vores skat til et fællesskab uden brok, forventer vi også at kommunen og staten bruger pengene bedst muligt, og vi ved godt, at der ikke er råd til alt.
Her kommer de mange frivillige med deres organisationer og forskellige butikker så ind i billedet. Selv om det kan være nemt at lave grin med de såkaldte 'hattedamer', er det jo en kendsgerning, at de hjælper og løser nogle vigtige opgaver, der ellers ikke var blevet udført.
I den forstand er der i høj grad også tale om:
VELGØRENDE BUTIKKER