Fortsæt til indhold

Henrik fik flidspokalen

Arkiv
Arkiv

Formand, Bjarne Paulsen kunne i sin årsberetning se tilbage på et begivenhedsrigt år, og takket være velfungerende samarbejde med SC Saxborg, JRO og RUI kan man både på fodbold- og håndboldsiden fremvise gode resultater.

Desuden skulle der fra formanden lyde en stor tak til trænerstaben, for den store frivillige indsats de yder til gavn for byens unge. Nogle bruger frivillige timer tre gange om ugen – noget der ikke er en selvfølgelighed.

Tennis blev nødsaget til at stoppe i 2014, da der ikke længere er nok medlemmer. I øjeblikket ligger der planer i støbeskeen om, at tennisbanerne skal omdannes til beachhåndbold og volleyballbaner, og i den forbindelse vil der blive behov for en frivillig indsats fra byens borgere.

I 2014 var BBI igen vært for storskærmarrangementer. Denne gang var det EM håndbold for herrer, hvor foreningen var hurtige til at stable et arrangement på benene i forbindelse med Danmarks kampe i semifinalen og finalen. At Danmark tabte til Frankrig i finalen, kan de lokale roligans dog ikke lastes for, da de gjorde deres til at heppe på vores håndboldstjerner.

Det traditionelle julebal blev også afholdt, med i alt 450 fremmødte.

Til slut takkede formanden alle de frivillige hjælpere som BBI kan trække på, de mange sponsorer, samt trænerne og hjælpetrænerne. Desuden lød der er en tak til Idrætscentret, herunder Dres og hans fantastiske medarbejdere, til Karen Marie for al hendes hjælp gennem det forgangne år, samt bestyrelsen og udvalgene.

Og til slut mindede Bjarne om, at des flere der hjælper hinanden, des flere er der om at dele oplevelserne, og så er det meget sjovere at være frivillig.

Flidspokalen gik til Henrik Styrbæk fra Håndboldudvalget, for den store indsats i foreningen. Hos Henrik går man aldrig forgæves, han er altid klar til at give en hånd med, og er altid positiv samt løsningsorienteret.