Jobplaneten gæst i HB Køges Go’morgen Netværket
KØGE: Onsdag den 11. marts indtog Jobplaneten sammen med Center for Dansk og Integration (CDI) scenen i HB Køges Go'morgen netværk.
Mødet foregik i CDIs lokaler på Tigervej, og fremmødt var over 20 ledere og repræsentanter for virksomheder i Køge, som stiftede nærmere bekendtskab med Jobplanetens arbejde.
- Vi er kommet rigtig godt i gang med lommepengejobbene, så derfor retter vi nu blikket stift mod fritidsjobberne, fortæller Özcan Tecer, som er projektleder i Jobplaneten.
- Jobplaneten går på to ben, hvor det ene er lommepengejobs, som er for de unge, som aldrig før har haft et job og derfor har behov for lidt ekstra opbakning. Det andet ben er så fritidsjobbene, hvor de unge i højere grad skal tage ansvar og være selvkørende, forklarer han.
Det er en vigtig opgave at få skabt forbindelsen mellem de unge og virksomhederne. Faktisk kan et fritidsjob have meget store positive konsekvenser for et ungt menneskes fremtid forklarer Ulf Lolk Larsen, som er Centerchef på CDI:
- Vi ved erfaringsmæssigt, at en tidlig introduktion til arbejdsmarkedet i form af fritidsjob, betyder meget for, om de unge klarer sig senere hen. Unge der har været i fritidsjob har større chance for at gennemføre en uddannelse og være i beskæftigelse som voksne, end unge der ikke har været fritidsjobbere.
Jobplanetens indsats drejer sig først og fremmest om unge, som bor i Helhedsplanens boligområder: Karlemoseparken, Ellemarken, Hastrupparken og Søparken.
I disse områder har en del borgere særlige udfordringer med at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.
- Derfor er Køge Kommune gået med i projektet, og vi forventer os meget af det, siger Ulf Lolk Larsen om Kommunens engagement i Jobplaneten.
At det har stor betydning for de unge at have et job i fritiden, kunne Troels Werner Christensen, som er projektleder på Projekt Universitetssygehus Køge bekræfte.
På universitetssygehusbyggeriet har de nemlig Batuhan ansat som lommepengejobber.
- Ud over at det er en hjælp for vores medarbejdere, at vi får løst nogle praktiske opgaver, så er det dejligt at se, hvordan Batuhan vokser og får mere selvtillid af arbejdet. Det er tydeligt, at det at have et job har stor betydning for ham, fortæller Troels Werner Christensen.
Mange står på spring til fritidsjob
Özcan Tecer har allerede kontakt til mange unge mennesker, som har brug for en hjælpende hånd til at få sig et fritidsjob.
I den kommende tid handler det derfor om at skabe kontakt til virksomheder og opbygge et netværk i Køges erhvervsliv, hvor Jobplanetens fritidsjobbere kan blive ansat.
Netværksmødet onsdag morgen var første skridt i den retning, og Özcan Tecer vil fremover arbejde meget målrettet med at engagere virksomheder i de unges fremtid.
Som bevis på virksomhedernes sociale engagement bliver de tildelt et såkaldt CSR-bevis, når de ansætter en fritidsjobber gennem Jobplaneten.
- De unge skal skabe værdi for virksomhederne – ingen tvivl om det, slår Özcan Tecer fast.
- Men vi vil meget gerne give et skulderklap til de virksomheder, som tager et socialt ansvar og rækker en hånd ud til de unge mennesker, som ellers ville have svært ved at finde et fritidsjob.
pm