Fortsæt til indhold

Så skal årets danske ølnyhed 2014 kåres

Arkiv
Arkiv

KØGE: Traditionen tro skal Køges ølentusiaster igen til stemmeurnerne og kåre Årets Danske Ølnyhed 2014.
Og det er ikke let – langtfra. I 2014 sendte de danske bryggerier, små som mellemstore og store, ikke mindre end 1.108 nyheder på det danske marked – svarende til 3 ølnyheder hver dag året rundt.
Hvert år kårer man årets danske ølnyhed op til 5,9% og årets nyhed i klassen over 6,0%.
I januar måned har alle foreningens medlemmer kunne stemme i første runde, og herefter har man fundet de 2 x 5 kandidater der endelig dyster om den store hæder og den omtale der følger med.
- Der er unægtelig sket meget siden man første gang, i 1999, kårede årets danske ølnyhed, hvor det var øllen Royal All Malt fra Ceres der vandt eller i 2003 hvor 18 danske bryggerier sendte 60 ølnyheder ud til forbrugerne. I dag er både Royal All Malt og Ceres ude af det danske marked.
Ingen har næppe haft mulighed for at smage alle 1.108 ølnyheder, og flere af disse er da også kun kommet ud i et lille ”oplag” og i et meget lille geografisk område, fortæller Thomas Ensbye fra Danske Ølentusiasters Køge Lokalafdeling.
Lokalt har de nærliggende bryggerier også sendt flere interessante ølnyheder på markedet, men samlet kan vi konstatere, at der blandt de sidste 10 kandidater er 6 fynske og 4 fra Sjælland. Hvor er de jyske kandidater blevet af?
- Et mønster vi tidligere har set, og de lokale ølentusiasters ganer har tidligere ramt plet og fundet den endelige vinder, og det sker nok også igen, siger Thomas Ensbye.
Søndag aften den 22. februar kaster Køge Lokalafdeling sig over årets seriøse kåring, og lørdag den 21. marts offentliggøres det i Odense hvem der vandt i de 2 kategorier og som fremover kan skrive ”Årets danske Ølnyhed 2014” på visitkortet.
Finalesmagningen finder sted i Hugo's Kælder førstkommende søndag aften.
pm