Fortsæt til indhold

Bliv testet for diabetes

Omkring 43.000 indbyggere i Regions Syddanmark kan have diabetes uden at vide det

Arkiv
Arkiv

Næsten 43.000 borgere i Region Syddanmark kan være syge uden at være opmærksomme på det. De har type 2-diabetes, men har endnu ikke fået stillet diagnosen. Samtidig har godt 160.000 mennesker i regionen prædiabetes, og er i risiko for at udvikle diabetes.
For Kolding Kommune er tallene henholdsvis 3.200 og 12.000.
Derfor kan der være gode grunde til at gå til at få undersøgt, om man har diabetes. Det kan man få gjort på en nem og hurtig måde, når Diabetesforeningen afholder et arrangement i Kolding Storcenter på lørdag. I tidsrummet 11-16 står foreningen ved en stand klar til at måle blodsukker på alle interesserede.
"Det kræver kun et lille prik i fingeren og under et minut at få målt sit blodsukker. Man får ikke stillet diagnosen, men prøven giver et realistisk billede af, om man med en vis sandsynlighed kan have type 2-diabetes, og snarest bør gå til sin læge. Der er også mulighed for at få gode råd om, hvordan man undgår at få type 2-diabetes", siger John Arne Sørensen fra Diabetesforeningen, som står for projektet i samarbejde med Afdelingen for Sundhedsfremme og Forebyggelse fra det nye Sundhedscenter i Kolding Kommune.
Selve blodsukkermålingen udføres af kvalificeret sundhedspersonale, nemlig sygeplejerskerne Susanne Brinck og Lisbeth Østerlund, udlånt fra Sundhedscentret.

Vigtigt at starte behandling i tide

Man kan sagtens leve et godt liv med type 2 diabetes, hvis man passer på sig selv. Modsat kan den gøre et alvorligt indhug i fremtidens livskvalitet, hvis man ingenting gør. Følgesygdomme ses eksempelvis som blodpropper og nedsat syn.
Grunden til, at så mange indbyggere i regionen kan gå rundt med en alvorlig sygdom uden at vide det, er, at type 2-diabetes udvikler sig langsomt uden, man kan mærke den. Derfor er det vigtigt, at mennesker med en eller flere risikofaktorer som for eksempel diabetes i nærmeste familie, bliver testet for diabetes.
"Vi vil gerne give borgerne i regionen mulighed for at få testet, om de er en risiko for diabetes. Den rette medicinske behandling er vigtig, hvis man har type 2-diabetes, så man kan undgå alvorlige følgesygdomme. Derfor er vi glade for, at vi kan hjælpe med at sætte fokus på, at flere danskere får opdaget deres diabetes," forklarer John Arne Sørensen.

Type 2-diabetes er arvelig

Det er ikke kun i Syddanmark, at diabetesrisikoen er stor. I dag har 320.545 danskere diabetes, men i 2025 forventes 600.000 at have sygdommen. Langt de fleste – omkring ni ud af ti – har type 2-diabetes, som udvikler sig langsomt. Type 2-diabetes kommer snigende, og selv om man har symptomer, kan man ofte forveksle dem med noget andet. Derfor har mange gået rundt med sygdommen i op til ti år, før de får diagnosen, og så har mange allerede følgesygdomme som hjertelidelser, nyresygdom eller nedsat syn.
Type 2-diabetes er nemlig meget arvelig. Hvis en af dine forældre har type 2-diabetes, er din risiko for at udvikle sygdommen 40 procent. Hvis begge forældre har sygdommen, er risikoen hele 80 procent.
"Alt for få danskere ved, at type 2-diabetes er meget arvelig. Det er en af grundene til, at så mange desværre får stillet diagnosen for sent, når de allerede har en eller flere følgesygdomme. Derfor er det meget vigtigt, at man bliver bevidst om sin diabetesrisiko, så man enten kan komme i den nødvendige behandling og være ekstra opmærksom på at spise sundt og bevæge sig. Begge dele kan nemlig være med til at udskyde eller forhindre, at sygdommen bryder ud," siger John Arne Sørensen.
Symptomer på type 2-diabetes er bl.a. træthed, tørst, dårlig sårheling og øget tissetrang. Fordi symptomerne udvikler sig så langsomt, bliver de ofte fejlfortolket som alderdomstegn eller banale skavanker.